18 lokale bands spiller festen op
Hele 18 bands spiller til årets gymnasiefestival på Tørring Gymnasium
Danmarks formentlig ældste og største gymnasiefestival går efter at blive større. Sidste år kom der omkring 800 gæster til TAG festival på Tørring Gymnasium. Arrangørerne af årets festival har et begrundet håb om, at der kommer endnu flere i år.
"Der kommer flere bands i år, og vi har været tidligere ude og bedre til at reklamere for festivalen end sidste år," fortæller to af de tre formænd for Tag festival 2013, Lærke Daverkosen og Pernille Klitgaard Laursen.
De går begge i 3.g. og var også med til at arrangere festivalen sidste år.
Gymnasiefestivalen har som noget nyt i år kontaktet kommunen og fået lov til at hænge plakater op i lygtepælene i håb om, at det vil få endnu flere til at få øjnene op for årets festival, der finder sted på gymnasiet lørdag den 27. april klokken 12-02.
Der vil som sædvanlig være to scener, der supplerer hinanden, så der hele tiden er live-musik på en af scenerne. Der er den lille scene i teltet, og så er der den store udendørs scene, der i år har fået navn efter en af storsponsorerne, det lokale værtshus Å-Stuen. Det er nyt, at en scene får navn efter en sponsor, og arrangørerne har i det hele taget været mere om sig i forhold til at finde sponsorer og give dem synlighed. De største sponsorer har fået deres navn på årets festivalplakat, og der bliver sat en stor tavle op på festivalen med alle navnene på sponsorerne.
I år er der desuden lavet en aftale med Café Tørring, der kommer og sælger mad på festivalpladsen.
Jazz, punk, pop og rock
Der kommer hele 18 bands og spiller på TAG festival 2013. Lige fra jazz til punk og elektronisk musik, pop, rock og cover-musik. Der bliver lidt for enhver smag indenfor rytmisk musik.
Hovednavnene er Pepper Roots og Nadjastic, der har gjort sig godt bemærket i det lokale musikliv, og så kommer Laura Lundfold og spiller med sin gruppe Suzann and the Davies.
"De fleste bands kommer fra gymnasiet eller har en relation til gymnasiet. Sådan skal det helst være, så vi bevarer ånden på gymnasiefestivalen," siger Lærke Daverkosen og Pernille Klitgaard Laursen.
Det er eleverne selv, der står for at arrangere TAG festival, som har fundet sted siden 1992. I år er der 80 frivillige elever med til at sætte festivalen op og få det hele til at klappe.
"Vi bor nærmest på skolen fra torsdag til søndag i Store Bededagsferien. Vi arbejder om dagen og fester og hygger om aftenen. Det er virkelig sjovt og fedt," fortæller arrangørerne, som taler af erfaring.