Fortsæt til indhold

Et radikalt skift

Ulla Odeh går direkte fra menigt medlem for De Radikale til spidskandidat

Arkiv
Henrik Wanscher

Store ting er under opsejling hos de Radikale.
Efter mange år som partiets frontfigur i Domkirkebyen har Ingelise Hansen valgt at tage et skridt tilbage.
Dermed er der plads til nye kræfter i partiet, hvilket blandt andet betyder en ny spidskandidat til kommunevalget i november.
Blandt partiets medlemmer har der øjensynligt været brug for nye kræfter.
I stedet for at køre et kendt ansigter frem, har man valgt et helt nyt ansigt.
Hun hedder Ulla Odeh, og spidskandidaturet er hendes debut som aktør på den politiske scene.
- Jeg har det bedst, når jeg bare springer ud i ting på den måde, siger den nyslåede spidskandidat og fortsætter:
- Man kan sige, at jeg er et frisk pust.

Indirekte indblanding

Ulla Odeh bor i Svogerslev med sin mand og tre piger.
Når hun ikke er i gang med at forberede sig på valgkampen til november, arbejder hun som sygeplejerske.
Ulla Odeh fortæller, at hun hele livet har været interesseret i politik, men at det først var lige før sidste kommunevalg, at hun blev medlem af Det Radikale Venstre.
Indirekte har hun dog været involveret i politik gennem bestyrelsesarbejde, og hun er også tillidsrepræsentant for sine kolleger.

Arbejde gør glad

Med tre børn, en mand og alt det omkringliggende kan man altså ikke påstå, at Ulla Odeh ligger på den lade side.
Men derfor mener hun alligevel sagtens, at der er plads til at skrue op for tempoet.
- Jeg kan nærmest ikke få nok.
- For mig er det sådan, at jo mere, jeg har i hænderne, jo bedre har jeg det, fortæller Ulla Odeh.
Hun mener heller ikke, at det kommer til at være et problem for familien, at en plads i byrådet hiver hende lidt ekstra væk fra hjemmets fire vægge.
- Vi har opdraget pigerne til at være meget selvhjulpne, siger Ulla Odeh.
- Desuden bruger vi meget tid på at rejse, gå i biografen og på museer med dem, hvilket der stadig vil være mulighed for, tilføjer hun.

Den rigtige platform

På trods af sin manglende erfaring i kommunalpolitik er Ulla Odeh ikke bekymret for at skulle ind og arbejde med folk, der har været i gang i meget længere tid end hende.
Hun har allerede talte med en del af de siddende byrådspolitikere og mener nok, at det skal være muligt at få et godt samarbejde med dem.

Fleksibel fremtid

- Jeg føler, partiet afspejler mine holdninger godt, siger Ulla Odeh, som nævner Margrethe Vestager som den hovedsagelige årsag til, at hun blev til trukket af partiet.
Men også partiets historiske rolle som midtersøgende tiltaler hende.
Derfor er der heller ikke nogen, der behøver frygte for, at Ulla Odeh låser De Radikale fast til enten højre- eller venstrefløjen.
- Jeg er meget åben overfor tværpolitisk samarbejde, siger hun og fortsætter:
- Er muligheden for at gå på tværs af fløjene ikke hele fordelen ved at være Radikal?

hw@roskildeavis.dk

Lidt om politikken:
Blandt et væld af politiske sager, der ligger Ulla Odeh på sinde er blandt andet udfordringen med at gøre Roskilde en attraktiv erhvervsby. Blandt andet mener hun, man skal sørge for at der skal laves boliger og internationale skoler, der kan være med til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft til byen.
Med hensyn til børn og unge generelt, vil hun arbejde for at sikre bedre sundhed for de grupper.