Fortsæt til indhold

"De glemte kager" krydser grænsen

Den tyske version af bagebogen med glemte, sønderjyske lækkerier er på gaden den 23. marts

Arkiv
Mette Henriksen

Succesen med bagebogen "De glemte kager" har været overvældende - ikke mindst for forfatterne selv.
Nu er der også en tysk version på vej, "Dänische Kaffeetafel entdecken und geniessen", som bliver præsenteret på Deutsche Bücherreizentrale i Aabenraa på fredag.
"Succesen med bagebogen har været overvældende. Det har blandt andet medført, at vi efterhånden er blevet ret eftersprugte - både som foredragsholdere og bagekoner rundt omkring," fortæller medforfatter på "De glemte kager", Birthe Merete Jessen fra Aabenraa.
Ambassadørerne for det sønderjyske kaffebord har blandt andet af Aarhus Universitet været inviteret på Sandbjerg Gods, for at holde foredrag om sønderjyske sæder og skikke, samt på Landbohøjskolen i København, for at bage for Synnejysk Ambassade.
"Der er en stor oplevelse, især at mærke de unges interesse og spørgelyst for vores fremstød. Det vidner om, at de unge interesserer sig for fortiden og de gamle traditioner, der vækker søde minder."
Forfatterne arbejder på at få et endnu mere professionelt look, når de er ude at repræsentere det sønderjyske kaffebord.
"Vi går meget op i, at bordet er flot pyntet og alt fremstår indbydende og appetitligt, så vi kan være vores optræden bekendt. Derfor er vi ved at få trykket kageetiketter, visitkort og plakater."