Fortsæt til indhold

Forbereder sig på skolekonflikt

Både Frederikssund og Lejre Kommune er i fuld gang med at forberede sig til en konflikt mellem folkeskolelærerne og KL

Arkiv
Af David Foli

Frederikssund/Lejre Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening nåede ikke til enighed om en ny arbejdstidsaftale i sidste uge. Og det betyder, at det lockout-varsel, som KL sendte ud i slutningen af februar stadig står ved magt. Det betyder, at kommunerne landet er i kommet i arbejdstøjet.Lockouten vil nemlig betyde, at alle overenskomstansatte lærere, og lærere der er medlem af lærernes fagforening ikke må undervise. Dermed står kommunerne med et ganske stort problem i forhold til at gennemføre skoleundervisningen. I Frederikssund Kommune oplyser Skolechef, Anders Ramsing, at man er i fuld gang med at danne sig et overblik i forhold til, hvor mange lærere der vil være til rådighed, hvis den varslede lockout træder i kraft. “Det overblik findes ikke endnu. Skolerne er i fuld gang med at danne sig overblikket. Hvis lockouten bryder ud, så vil den kunne mærkes. Du må ikke sætte folk til at udføre andet arbejde end det, de er planlagt til. Det vil givetvis være sådan, at nogle skoler vil være nødt til at sende børn hjem,” siger Anders Ramsing.

Uddøende race

Reglerne siger, at ansatte ikke må lave strejkeramt arbejde, og dermed vil det kun være undervisere, som ikke er medlem af fagforeningen, omfattet af overenskomst, eller er ansat på tjenestemandsvilkår der sammen med skolelederne kan føre tilsyn med børnene på skolerne. Og der kan dermed opstå situationer, hvor der ganske enkelt ikke vil være personale til at håndtere mængden af børn. “Vi er ved at danne os et overblik over organiseringen. Det er ikke noget, vi normalt ved noget om. Hvad angår tjenestemandsansatte, så er det en uddøende race. Hvor det for nogle år siden var 50/50, så er vi i dag nede omkring, at 1/5 er tjenestemandsansatte. Så konflikten vil ramme langt de fleste af lærerne på skolerne,” siger Anders Ramsing, som mandag i sidste uge var med til et møde med skolelederne i kommunen for at drøfte situationen. “Vi gør selvfølgelig, hvad vi kan med de folk, der er til rådighed, men det skal også være forsvarligt. Lige nu er vi bare nødt til at afvente, hvad der sker, og så forberede os på at håndtere, hvad der måtte komme. Skolerne er i gang med at se på, hvordan de håndterer det.” Også i Lejre Kommune arbejdes der på højtryk for at skabe et overblik omkring den truende konflikts omfang. "Vi er i fuld gang med at kigge på, hvad vi kan gøre," siger Helle Dydensborg Thygesen skolechef i Lejre Kommune. Hun har dog en formodning om, at konflikten vil komme til at involvere langt hovedparten af lærerne i Lejre Kommune. "Konflikten vil komme til at omfatte en stor del af lærerne - 80-85 procent tror jeg. Det er vigtigt, at man som forælder holder sig orienteret omkring situationen i forhold til ens egen skole," siger Helle Dydensborg Thygesen til Lokalavisen Hornsherred.