"Vi stræber efter at være anderledes"
De to søstre Charlotte og Malene Karlskov Pedersen forsøger, med deres butik Kisses.nu, at føje noget nyt og spændende til handelslivet i gågaden
De har gjort det mange unge piger nok går og drømmer om - nemlig at åbne deres egen tøjbutik. Charlotte Og Malene Karlskov Pedersen har taget springet fra kun at have en butik på nettet til nu også at have et fysisk lokale i Søndergade.
"Vi har begge arbejdet i - og er uddannet i butik, så det har altid været en drøm, at vi en dag skulle have vores eget. Og det har også altid været planen, at vi skulle have noget sammen", smiler Charlotte, der er 25 år og lillesøster til den to år ældre Malene.
"Vi passer bare rigtig godt sammen. Vi er meget ens men også meget forskellige, og så er vi bedste venner", siger Malene mens Charlotte nikker bekræftende.
"Vi supplerer hinanden rigtig godt, og vi er begge to vilde med kontakten med kunderne, så det var et naturligt skridt at tage, at få et showroom ved siden af webshoppen.
Sko, takser og smykker
Varerne i den lille eksklusive butik i Søndergade er ikke som de fleste andre steder, og det er også sådan de to piger helst vil have det.
"Vi vil gerne være med til at skabe noget mere liv i den her ende af byen, og samtidig vil vi også gerne skille os ud fra andre butikker. Vi har i hvert fald noget, som man ikke kan få andre steder", smiler Charlotte, og peger på nogle af de mere specielle sko der er udstillet.
"Det er ikke en bestemt type person vi sælger til, vi har også mange ældre kunder der lige kommer ind og måske skal have et specielt smykke. Og så har vi selvfølgelig også en del salg via vores webshop", siger Malene Karlskov Pedersen, der håber på, at de med tiden kan udvide åbningstiderne fra torsdag-lørdag til hele uge.
"Det har været hårdt at starte op selv. Vores webshop har vi jo haft i to år, og vi er stadig nødt til at have arbejde ved siden af. Men drømmen er da, at vi på et tidspunkt kan leve af det", slutter Charlotte Karlskov Pedersen.