S har fundet deres kandidater
Torben Petterson og Jesper Henriksen har valgt ikke at stille op til byrådet
FRederikssund Socialdemokraterne i Frederikssund har fundet deres kandidater til det kommende kommunalvalg. Udover borgemesterkandidat Tina Tving Stauning stiller partiet med 18 kandidater. To nuværende byrådsmedlemmer har dog valgt ikke at genopstille. Torben Petterson fra Kulhuse og jesper Henriksen har således valgt at deres navne ikke vil være på stemmesedlerne, når kommunens borgere til november går til stemmeurnerne. "Jeg har siddet i byrådet i 12 år, siden jeg blev valgt ind i Jægerspris Byråd i 2001. Jeg blev 70 år sidste år, så nu synes jeg alderen begynder at trække lidt, og jeg vil gerne bruge lidt tid på min familie og mine børnebørn," siger Torben Petterson, der har fire voksne børn og hele 11 børnebørn. "Der er to sæt tvillinger blandt børnebørnene," siger Torben Petterson, som understreger, at beslutningen om at stoppe alene er hans egen. "Jeg er på ingen måde utilfreds med partiet. Jeg har været glad for de 12 år med Ole Find Jensen. Det har været en fornøjelse. Det er underligt at skulle forlade byrådsgruppen, når man har været så engageret. Men jeg ønsker alt godt for det nye byråd, og jeg kommer ikke til at kede mig," siger Torben Petterson, der er formand for Skovens Forsamlingshus, og nu også skal bruge tid på sine fritidsinteresser.
Mere luft
Også for Jesper Henriksen er det ønsket om mere fritid, der ligger til grund for hans beslutning. "På et eller andet tidspunkt skal man slippe. Og min beslutning kommer efter moden overvejelse. Nu har jeg taget mine 12 år med byrådsarbejde, og nu vil jeg prioritere mit arbejde," siger 59-årige Jesper Henriksen, der arbejder som SFO klubleder på Skævinge Skole. "At have et fuldtidsarbejde og sidde i byrådet passer ikke altid så godt sammen. Det er fuldstændig min egen beslutning. Jeg er blevet spurgt om ikke, jeg ville genopstille, men jeg vælger at få lidt mere luft i hverdagen. Jeg overvejede allerede at stoppe ved sidste kommunalvalg, men tog så fire år mere," siger Jesper Henriksen. Udover Jesper Henriksen og Torben Petterson har også borgmester Ole Find Jensen valgt at trække sig fra politik efter kommunalvalget til november.