Jøma skaber nye jobs
Firmaet der sælger og servicerer løfteteknik er klar til at ansætte tre-fem nye medarbejdere
Jøma Lift Teknik A/S, der igennem en årrække har været forhandler af Genie personlifte, har nu også overtaget forhandlingen af mærkets øvrige produkter på det danske marked. Det har Kolding-virksomheden store forventninger til.
"Vi regner med at øge salget betydeligt og venter at skabe tre til fem nye arbejdspladser som direkte resultat af sortimentsudvidelsen, siger Jørgen Martinsen, der er direktør for Jøma. Han oplever betydelige synergimuligheder i fremover at kunne tilbyde Genies samlede produktprogram, bl.a. på grund af sammenfald mellem produkternes målgrupper.
Jøma Lift Teknik har siden 2004 forhandlet Genies program af selvkørende personlifte, der bl.a. anvendes i byggeriet og industrien – både til serviceformål og i forbindelse med selve produktionen. Nu udvides paletten med aluminiumshejs til materialeløft, som især benyttes til installation og montage inden for fx HVAC-sektoren, samt med teleskoplæssere, der henvender sig til bl.a. bygge- og anlægsbranchen samt landbruget.
Jøma Lift Teknik har siden 1999 specialiseret sig i at sælge og servicere løftemateriel. Virksomheden er dansk totalforhandler af Genie personlifte, materialehejs og teleskoplæssere, eneimportør af Anteo læssebagsmækker samt forhandler og serviceværksted for danske HMF, der tilbyder et komplet program af kraner, lifte samt krog- og wirehejs. Kolding-virksomhed bliver dansk totalforhandler af Genie.