Fortsæt til indhold

Gav hjertemassage efter førstehjælpskursus

Linda Tjørnelund reagerede helt efter bogen, da hun gav en mand førstehjælp, kun seks dage efter at have været på kursus

Arkiv
Arkiv

Teknisk designer Linda Tjørnelund afsluttede førstehjælpskursus om mandagen, og allerede om søndagen fik hun brug for de teknikker, hun lærte i forbindelse med RescueCenter Danmarks kursus.
"Jeg var ude at gå tur med mine hunde i skoven i Gejlå ved Kruså. Da jeg kom tilbage til min bil, stod der en bil med døren åben, og en dame stod og ruskede i sin mand, der sad på passagersædet," fortæller Linda Tjørnelund og fortsætter:
"Da jeg kom hen til bilen, kunne jeg se, at manden sad og hang. Jeg tjekkede ham, og han trak ikke vejret."
Som hun havde lært på kurset i førstehjælp, brugte hun et tæppe til at vikle om manden, så hun kunne få ham ud af bilen. Hun fik en anden mand til at ringe efter en ambulance, og da hun kunne høre, at han parlamenterede med alarmcentralen, råbte hun: ?Dette er et hjertestop. I skal komme med det samme.? Hun gav manden hjertemassage, indtil ambulancen kom cirka ti minutter efter.

Førstehjælp betaler sig

"Hun reagerede helt efter bogen. Hun starter med at slæbe en livløs mand ud af en bil. Det er tungt arbejde, men hun havde lært teknikken. Jeg håber, det kan demonstrere, at det kan betale sig at lære førstehjælp, at det hjælper i praksis," siger Finn Pelle Christensen fra Rescue Center Denmark.
Selv er Linda Tjørnelund glad for, at hun reagerede fornuftigt.
"Jeg er meget taknemmelig for at have lært at agere i en sådan situation. Det værste er bare, at man selv har adrenalinchok resten af aftenen," siger hun med et smil.
Desværre ved hun ikke, hvordan det senere gik manden med hjertestop.
-mhe