Skolelederne lægger plan for konflikt
Det kan stadig ende med aftale mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, men Varde Kommune opfordrer forældrene til at have børnepasning i baghånden til eventuel lærerlockout
Parterne mødes igen til forhandling i forligsinstitutionen fredag. Bliver de ikke enige, kan forligsmanden udsætte lockouten op til to gange. En lockout kan dermed træde i kraft mellem 1. april og 3. maj, og direktør for børn og unge i Varde Kommune Louise Raunkjær opfordrer forældrene til at være forberedt:
"Hvis lockouten iværksættes, vil det få omfattende konsekvenser for børn og forældre allerede fra 1. april, og vi vil opfordre forældre til at forberede sig. De fleste børn vil formentlig blive sendt hjem, og man kan ikke regne med, at børnene kan blive passet på skolerne," siger Louise Raunkjær.
Skolelederne i Varde Kommune er i samarbejde med skolechefen i gang med at lægge en plan for de enkelte klasser. Hvis lockouten ikke er afblæst inden, vil forældrene blive informeret af skolerne i slutningen af ugen op til påskeferien.
Der vil løbende blive informeret via skolernes forældreintra.