Kunst i Stalden
Fernisering med Lise Löfkvist Radl og Camilla Grell lørdag 23. marts kl. 14-16. Udstillingsperiode: 23. marts til 17. april.
Jægerspris Lise Löfkvist Radl (smykkekunstner) og Camilla Grell (billedkunstner & beklædningsformgiver) har kendt hinanden i 14 år og har igennem en årrække haft værksted sammen ved søerne i København. Nu kan du opleve kunstnerne i Rejsestalden i Jægerspris, hvor de udstiller fra 23. marts til 17. april. ”Reminders” er udstillingens tema, som udspringer af de ting i hverdagen, der får os til at stoppe op og tænke en ekstra gang over livet og de erfaringer, vi som menneske har gjort os. Udstillingen er en reminder om at træffe de rigtige valg i hverdagen. Valg, der både bliver sværere og nemmere at træffe med alderen. Men forhåbentlig vil vi med tiden lære og erfare hvilket valg, der er bedst for os som menneske og gøre brug af de ”Reminders”, vi hver især har med i vores kuffert. Lise Löfkvist Radl er uddannet sølvsmed/ciselør og arbejder i dag som smykkekunstner. Lise er uddannet sølvsmed (1995) fra et designinstitut i Finland. I 17 år har hun arbejdet som selvstændig smykkekunstner kombineret med at arbejde for Georg Jensen og andre virksomheder. Lise elsker sit fag og drives af en stor glæde for sit håndværk. Dette ses tydeligt i hendes unikasmykker, der hele tiden er under udvikling. Som smukkekunstner stræber hun efter at kombinere det personlige udtryk med et godt stykke håndværk. Hun ønsker at give omverdenen en mulighed for at se og forstå, hvordan hendes kunst tager udgangspunkt i livet på både godt og ondt. www.smykdigsmuk.dk Camilla Grell er uddannet beklædningsformgiver og billedkunstlærer og arbejder i dag som billedkunstner og formidler på Frederiksberg og i Gentofte. Som udøvende billedkunstner og formidler har Camilla en baggrund fra både maleriets, teaters og tøjbranchens univers. I mange år har hun arbejdet på Det Kongelige Teaters tekstilværksted, hvor arbejdsopgaverne gik lige fra at male på store kjoler til at indfarve mange meter stof i den rette nuance. Ved siden af dette har Camilla arbejdet som selvstændig beklædnings- og tekstildesigner og haft fokus på kjoler og jakker med diverse tryk og finesser. På akademiet i Poznan i Polen blev hun for alvor bidt af maleriets kunnen og blev dybt fascineret af den måde mange Polske malere arbejder meget stofligt med værket på. Denne stoflighed har optaget hende lige siden og kommer til udtryk i hendes værker ved bl.a. strukturen i hendes malerier, lag på lag teknikker og kombination af forskellige materialer. Camilla søger i hendes værker under temaet ”Reminders” at billedliggøre den intense stemning, der kan opstå, når vi ser indad og lytter til vores egne erfaringer og vejvisere i den ofte fortravlede hverdag.