Målsætningen er opfyldt
Team HK Køge vil slutte sæsonen af med maner i hjemmekampen mod Amager SK
HÅNDBOLD: En lang håndboldsæson 2012/13 lakker mod enden for Team HK Køges bedste herrehold i 2. Division. Søndag den 24. marts kl. 15.00 løber holdet på banen i Køgehallen til sæsonens sidste kamp. Modstanderen er rækkens nummer to, Amager SK.
Der er lagt op til en spændende kamp hvor køgenserne går på banen for at gøre alt for at gentage udebanesejren på 27-26 over amagerkanerne i den sidste kamp før jul.
- Vi møder rækkens ubetinget bedste hold efter julepausen. De har faktisk ikke tabt siden vi vandt over dem - hvilket vil sige at de har 11 sejre i streg. Det er imponerende, siger cheftræner i Team HK Køge, Lars Nedergaard forud for søndagens kamp.
Team HK Køge vil slutte af med maner - og overfor sit trofaste hjemmepublikum vise, at klubben og holdet er på rette vej.
- Når vi ser tilbage på sæsonen er indsatsen og resultatet godkendt. Vi vidste inden vi gik i gang i september at det var en svær og jævnbyrdig række, hvilket man også kan se på resultaterne. Vi havde fået tilgang af en række nye spillere, vi har et meget ungt hold, så derfor var målsætningen inden sæsonen en 5. plads - og så spille med om oprykning til 1. Division i 2014, siger Lars Nedergaard.
I første halvdel af sæsonen var bundniveauet på holdet imidlertid for lavt. Der blev arbejdet hårdt med at finde struktur i spillet, og få forsvaret til at vise den rette stabilitet.
- Der er blevet trænet rigtig godt hele året, og pludselig kommer belønningen. Anden halvdel af sæsonen har været væsentligt bedre og når man ser i bakspejlet er det ærgerligt at vi ikke fik det ene point med hjem fra Dianalund samt at vi tabte hjemmekampen mod Øresund. Havde vi fået de points i hus, havde vi spillet med om 3. pladsen. Vi har bl.a. besejret Rødovre HK og senest spillet 25-25 ude mod FIF der begge ligger over os. Vi sikrede os mod nedrykning for tre spillerunder siden og det var dejligt at vi ikke havde det spøgelse hængende over os mere. Så jo, det er en godkendt sæson, hvor målsætningen for tredje sæson i træk er opnået. For to sæsoner siden skulle vi rykke op, sidste sæson skulle vi stabilisere os i rækken og i år gik vi efter 5. pladsen, som vi ligger på inden søndagens kamp, siger Lars Nedergaard.
Og målsætningen næste sæson er så som nævnt at spille med om oprykning til 1. Division.
- Jeg synes at det arbejde som bestyrelsen, sportschefen og hele klubben udfører i kulissen er imponerende. Det viser virkelig, at vi vil og kan nå noget i fremtiden. Men spillemæssigt kræver det at vi i sommerpausen får tilgang af to-tre forstærkninger for at kunne blande os helt fremme i divisionen næste sæson, siger Lars Nedergaard videre.
Team HK Køge håber, at mange tilskuere vil møde frem i Køgehallen søndag eftermiddag for at bakke holdet op i sæsonfinalen mod Amager SK, der skal ud og spille ekstra kampe om oprykning til 1. Division.
- Kom ud og bak spillerne op - og lad os få en festlig eftermiddag i Køgehallen, opfordrer Lars Nedergaard.
Klubben præsenterer iøvrigt inden kampen en ny hovedsponsor. Hvem denne hovedsponsor er, vil klubben afsløre på et sponsormøde inden kampen. Her vil både sportschef Casper Jeppesen og cheftræner Lars Nedergaard også komme med et indlæg deres forventninger og planer for den kommende sæson 2013/14.