Blåvand kører skytset frem
Der er lagt op til en stor og spændende sæson i Blåvand med masser af underholdning
Turisterne anno 2013 vil underholdes. Det skal være en oplevelse at handle, og derfor har bestyrelsen for Blåvand-Ho Handels- og Erhvervsforening kørt det store skyts frem med masser af aktiviteter henover hele sommeren.
"Sæsonen sidste år var okay. Og hvis vi ser på de bookinger, som bureauerne har foretaget indtil nu for 2013, så ser jeg frem mod året med optimisme," fortæller Ole Frederiksen, indehaver af Shell i Blåvand og medlem af bestyrelsen
Derfor vil Blåvand hele sommeren summe af aktiviteter med masser af underholdning for hele familien.
"Vi byder både på Mek Peks Åh Abe Show, Kandis, Zididada og Moonjam for blot at nævne nogle enkelte kunstnere," fortæller Karsten Hansen indehaver af Nybolig i Blåvand og medlem af bestyrelsen.
"Vi ved af erfaring at turisterne samt de lokale, som kommer fra et kæmpe opland, elsker at gå og shoppe i byen, og hvis der så er underholdning samtidig, så giver det ekstra krydderi," fastslår Ole Frederiksen med henvisning til torsdagskoncerterne henover sommeren.
Vi vil løbende orientere om aktiviteterne her i avisen.