Interessant og hyggeligt årsmøde
I SuperBrugsen Herfølge mandag aften.
HERFØLGE: Mandag den 19. marts afholdt SuperBrugsen i Herfølge årsmøde i Herfølgehallen.
97 medlemmer mødte op til en interessant og hyggelig aften.
Med Niels Rolskov som dirigent forløb mødet planmæssigt med dagsordenens punkter.
Formanden Steen Nielsens beretning, omhandlede i hovedsagen de nye strukturer i COOP hvor FDB gled ud til fordel for det dækkende navn COOP over hele linien. Formanden kom også ind på den fremtidige udviklingsplan i COOP. Formandens beretning blev godkendt uden kommentarer.
Brugsuddeler Anders Frandsen berettede om udviklingen og de fine salgstal der er opnået i det forgangne år. SuperBrugsen topper i omsætning og ligger langt over de brugser der kan sammenlignes med i nabolaget. Fremgangen og succesen tilskrev Anders Frandsen til personalets fortjeneste og roste alle for en strålende indsats.
Butiksrådet består af 5 medlemmer, nemlig formand Steen Nielsen, næstformand Sidse Rolskov, Thomas Jensen, Niels Rolskov og René Ljunggren. Steen Nielsen og Thomas Jensen var på valg og blev genvalgt. Ingen andre stillede op.
Dette års årsmøde var brugsuddeler Anders Frandsens sidste. Anders Frandsen går på pension pr. 1. juli. Derfor fik Anders Frandsen ny taletid til at vise billeder og berette om de mange år han lægger bag sig i FDB og Coop. En ganske interessant og underholdende historisk gennemgang af Brugen Herfølges udvikling gennem 40 år - og også her fik personalet fine ord med på vejen.
Mødet afsluttedes med lidt mad og drikke og hyggelig snak blandt de fremmødte medlemmer.
pm