Ny Hørelse rykker til nye lokaler i Nørregade
Høreklinik benytter påsken til at indrette nye kliniklokaler i Nørregade 10C.
KØGE: Høreklinikken Ny Hørelse rykker fra Brogade til nye lokaler i Nørregade 10C, hvor indehaver Line Steiness er klar til at slå dørene op til en ny og forbedret klinik efter påske.
Det er ikke mindst udsigten til en bedre beliggenhed i stueplan, der har fået klinikken til at flytte. Tidligere lå den på første sal i Brogade, men fremover er der altså udsigt til, at kunderne kan undgå trapperne.
Og mens det er en ny adresse, så er det stadig de samme kendte ansigter, man vil møde i klinikken, som udover Line Steiness også beskæftiger Britt Klausen, der er audiologiassistent og sekretær Kira Andersen.
Ny Hørelse åbnede i Brogade i 2009 og har således snart fire år på bagen i Køge.
Klinikken er blandt de høreklinikker, der er udvalgt til at deltage i den tryghedsordning, som Oticon og Ældresagen tilbyder.
"Det er din garanti for, at du er i de bedste hænder, når du skal tale med professionelle om dit eventuelle høretab, og om hvad der kan gøres. Høreklinikken vil sørge for, at du får netop den løsning, der passer bedst til dine behov og din økonomi og vil følge dig tæt gennem hele forløbet," lyder garantien.