Fortsæt til indhold

Sommerskole i Karlstadmodellen i Køge

Arkiv
Arkiv

KØGE: At der er gang i Køge kommune erhvervsmæssigt og byudviklingsmæssigt er klart for de fleste, men på et andet punkt har Køge også taget teten. En sommerskole for børn med sprogvanskeligheder ser denne sommer dagens lys i Køge.
En sommerskole i Karlstadmodellen for børn med sproglige udfordringer og deres familier og netværk har i mange år været en mulighed og en succes i Sverige.
Nu har danske forældre og fagpersoner fra foreningen IAKM-DK i samarbejde med PPR - pædagogisk psykologisk rådgivning - i Køge sørget for at sommerskolen denne sommer også bliver et tilbud til danske børn og deres netværk.
Karlstadmodellen er en svensk sprogtræningsmodel udviklet af Irene Johansson tilbage i 70'erne. Karlstadmodellen har som hovedformål at arbejde for alle menneskers ret til at lære, udvikle og anvende sprog, uanset diagnose, alder og forudsætninger.
Visionen er at fremme et godt liv for den enkelte med respekt, delagtighed og ligeværd. Alle børn kan inkluderes i Karlstadmodellen, som er meget anvendelig i forbindelse med inklusion af børn med særlige læringsbehov og udsatte børn i dagtilbud og skoler.
- Vi er rigtig glade for at sommerskolen er blevet en realitet, siger talepædagogerne Ellen Bjerre Jensen og Mette Sørensen, uddannede vejledere i Karlstadmodellen.
- Vi har i flere år anvendt Karlstadmodellen med positive resultater og ønsker at give vores erfaringer og viden videre og at give netværket omkring børn med sproglige udfordringer de kompetencer, de har behov for, så de får medansvar og empowerment i barnets sproglige udvikling og dermed også barnets trivsel. Og så har vi været så heldige at selveste Irene Johansson deltager med forelæsninger alle 4 dage på den danske sommerskole, det er ret fantastisk, slutter Mette Sørensen.
Sommerskolen finder sted i uge 30 fra den 23. juli til den 26. juli. Det er Tapperiet på Sønder Badevej, der skal danne rammen om de 4 dages sommerskole, som vil indeholde forelæsninger, workshops, undervisning i tegn til tale, musik og andre kreative aktiviteter samt individuelle sessioner med certificerede Karlstadvejledere.
Alle med lyst til at lære mere om eller arbejde med Karlstadmodellen har mulighed for at tilmelde sig sommerskolen. Mere information kan findes på www.karlstadmodellen.se eller på Køge kommunes hjemmeside. Du kan også finde Karlstadmodellen DK på Facebook.
pm