Stevns kommune får skolesocialrådgiver
STEVNS: Stevns Kommune har ansat skolesocialrådgiver, Birgit Zetner Nielsen, der fra den 2. april 2013 vil have sin daglige gang på skiftevis Hotherskolen, Store Heddinge Skole og Strøbyskolen.
- At vi får en socialrådgiver er et vigtigt skridt på vejen for at understøtte kommunens indsats overfor børn og unge i vanskeligheder. Det skal hjælpe til, at vi kommer tættere på de børn og unge, der har brug for hjælp, og at børn og unge, der f.eks. har et højt fravær eller som viser bekymrende adfærd, kan få hjælp så tidligt som muligt, siger Helle Sigaard der er chef for Center for Familie.
- Birgit Zetner Nielsen er ansat i en projektperiode på to år. Hun har stor erfaring på børne-, unge- og familieområdet, og jeg er sikker på, at hun er den helt rigtige til jobbet, tilføjer Helle Sigaard.
Birgit Zetner Nielsens opgaver vil bl.a. være at råde og vejlede børn, unge og deres forældre i forhold til at forebygge og afhjælpe problemer, der er skole- og socialt relaterede.
Hun vil desuden indgå i tæt samarbejde med lærerne ved at give dem sparring, når de f.eks. har bekymring omkring et barns trivsel samt fungere som en forlænget arm for Center for Familie.
pm