Ny herretøjsbutik på vej ved Torvet i Køge
Kenneth Fischer åbner tøjforretningen No. 8 i Køge inden for den nærmeste fremtid.
KØGE: Mændene får inden længe et endnu større udvalg at vælge mellem, når de er på jagt efter modetøj i Køge. Ved Torvet åbner Kenneth Fischer nemlig snart en ny modetøjsforretning, som henvender sig til en bred målgruppe af modebevidste mænd.
Han driver i dag tøjforretningen No. 8 på Ro's Torv i Roskilde, og den fortsætter i øvrigt som hidtil. Her byder han kunderne på high-end-mærker som Hugo Boss, Fred Perry og Armani samt en lang række andre.
- Vi sælger eksklusivt tøj til den mode- og kvalitetsbevidste mand, både til hverdag og fest, lyder det om forretningen.
I Køge har Kenneth Fischer overtaget lokalerne, som tidligere rummede Tøj & Sko, og han lægger ikke skjul på, at han er meget tilfreds med den stærke placering centralt i byen.
No. 8 i Køge er i øjeblikket ved at blive indrettet, og Kenneth Fischer forventer at kunne åbne inden for den nærmeste fremtid.