Fortsæt til indhold

“Vi har ikke tænkt os at tude”

Motionsprojekt skal hjælpe Skuldelev Skole til at få en legeplads til de yngste elever og en aktivitetsbane til de ældre elever

Arkiv
Af David Foli

Skuldelev “Vores legeplads er ikke inspirerende på nogen måde. Den er til nedrivning.” Så klar er meldingen fra skoleleder Ole Peltola fra Skuldelev Skole. Skolen har dog ikke tænkt sig at affinde sig med situationen. Der skal ske noget - og det gør der så. “Vi har byggetilladelsen, men vi har ingen penge,” siger skolelederen og fortsætter: “Vi har ikke tænkt os at tude over, at kommunen ikke vil bruge penge på en ny legeplads, så vi gør noget ved det i stedet.” Derfor har Skuldelev Skole nu sat et projekt i søen, som forhåbentlig kan rejse så mange penge, at man allerede efter sommerferien kan gå i gang med at bygge en ny legeplads på skolen. Projektet går ud på, at skolen har inviteret hele Skuldelev med til et motionsarrangement, der afholdes fredag 7. juni. Her kan elever, lærere, forældre, bedsteforældre og borgere både med og uden tilknytning til skolen deltage og løbe penge ind til skolen. Deltagerne løber en rute rundt i byen på halvanden kilometer, og for hver gang en deltager passerer målstregen vil sponsorer give penge til projektet, som forventes af koste ialt 1,2 mio. kr.

Et projekt for hele byen

For halvandet år siden deltog 130 skolebørn i et motionsløb, som indbragte skolen 41.402 kr. og Skuldelev Bylaug har også doneret 15.000 kr. til projektet. Men selvom der er langt fra disse beløb til 1,2 mio. kr. så er Ole Peltola fortrøstningsfuld. “Vi har rundet de 200.000 kroner, når man medregner skolens overskud sidste år. Derudover håber vi på, at forældre vil kunne hjælpe med at grave ud, flytte jord og lignende. Det her er et projekt, hvor byen får lov at vise, at vi står sammen,” siger Ole Peltola og fortsætter: “Vi vil meget gerne have legepladsen til de små i gang efter sommerferien. Og så kan det være, at vi bygger på løbende. Men vi skal simpelthen i gang nu, og jeg tror på det,” siger skolelederen til Lokalavisen Hornsherred. Udover en legeplads til de mindste elever har skolen også planer om en aktivitetsbane til de større elever.