Skab dit eget forår
- med puder og plaider i smukke farver og mønstre
Kalenderen siger marts, snart april. Dagene bliver længere og lysere, og påsken banker på vores dør. Med de første smukke solskinsdage i foråret følger en lyst til at lade sig inspirere og opgradere boligen, så den følger foråret og dens fantastiske farvespil.
Skab nyt liv i din stue ved at tilføje eller skifte puder ud i din sofa. En pude kan være kodeordet til en ny oplevelse af stuen, siger Lisa Buhl fra Lisa Buhl Indretning. Miks evt. sofaens puder, så de hver især er forskellige i forhold til materiale, farve og udtryk, men så de samtidigt skaber et fælles udtryk. Udvalget af puder fra forskellige designfirmaer er overvældende, så chancen for at skabe din personlige og unikke stil er helt enestående. En plaid i sofaen kan også skabe liv og understrege stuens stil, ved eksempelvis at følge stuens farver, grafiske linier eller mønstre fra eksempelvis billeder, lamper eller anden dekoration. Derudover kan man ændre stuen med tapet eller en farve på en enkel væg.
Tag naturen med ind
Tendensen til at invitere naturen med indenfor har længe været højaktuel ved eksempelvis at dekorere med Kristian Vedel fugle, Hans Bøllings figurer eller Gunnar Flørning spurven. Klassiske figurer i træ, der på den ene side afspejler en unik dansk designhistorie, og på den anden side er perfekte til at skabe liv, hvad enten stilen er klassisk, moderne eller farverig. En anden måde at bringe naturen ind i boligen kan være med de smukke grafiske motiver fra Hagedornhagen, der har skabt en serie af grafiske kunsttryk med et udvalg af sommerfugle og biller. Smukke tryk i en høj kunstnerisk kvalitet, der kan være med til at friske din bolig op, og på denne måde sætte gang i foråret.
Ved ændring af få ting, kan man få en helt ny oplevelse af stuen, siger Lisa Buhl.