De voksne giver til børnene
Den 8. maj bliver der afholdt velgørenhedsauktion på Hotel Koldingfjord. Eksklusiv mad og drikke, masser af underholdning og helt unikke effekter på auktionen, skal alt sammen munde ud i en stor pose penge til velgørenhed for børn
En luksusyacht for en dag, kunst, luksusmiddage, Top Race er blot noget af det man den 8. maj har mulighed for at byde på, hvis man køber en billet til velgørenhedsaften på Hotel Koldingfjord. Overskuddet for hele arrangementet går til at hjælpe forskellige børneprojekter.
"Det hele startede egentlig for to år siden, da vi fandt ud af, at Børneafdelingen på Kolding Sygehus manglede fladskærme og dvd-afspillere. Så var vi et par stykker der blev enige om, at vi skulle lave et arrangement, for at samle penge ind, og det blev en kæmpe succes. Vi samlede 125.000 kroner ind det første år vi holdt sådan en aften som den her, og sidste år nåede vi op på over 200.000 kroner", fortæller medarrangør Dorthe Johannsen der blandt andet er indehaver af ShoppingBAZAR og Fundraiser for børneprojekter i trekantsområdet.
En helt speciel aften
Der er blot 200 billetter til salg til denne aften, og det gælder om at være hurtig, da man ifølge Dorthe Johannsen får en helt unik oplevelse for de knap 800 kroner billetten koster.
"Det bliver en super god aften. Hotel Koldingfjord står for en treretters menu med vin til og 80 % af det man betaler for billetten kan vi, takket være hotellet og deres hjælp, sende videre. Der er selvfølgelig nogle få udgifter der skal betales, men det er et minimum", fortæller Dorthe Johannsen.
Underholdningen denne aften kommer til at bestå af lidt af hvert.
"City Singler med vores egen Trine Gadeberg kommer og optræder, det bliver rigtig sjovt. Så kommer blandt andet The Boss og spiller, og så er der jo auktionen hvor der er masser af helt unikke ting man kan byde på. Så jeg er helt sikker på, at vi igen i år, får en helt fantastisk aften og ikke mindst får samlet en masse penge ind til børnene", smiler Dorthe Johannsen.
Overskuddet fra aftenen går til børneafdelingen og hospitalsklovnene på Kolding Sygehus samt andre spændende børneprojekter i Trekantområdet. Man kan købe billetter på mail@shopping-bazar.dk