Fortsæt til indhold

En sej tøs

Louise Kaufmann var fredag aften til Fight Night I trefor Arena. Ikke som tilskuer men i ringen for at bokse sin kamp nummer 14

Arkiv
Anne Andersen

Det er normalt ikke en sportsgren, man forbinder med piger. Og hvis man gør, så er det når talen falder på nummerpigerne. Men i 30-årige Louise Kaufmanns tilfælde, så er der en undtagelse. Den spinkle, mørkhårede pige ligner ved første øjekast ikke just en bokser, men ser man godt efter, så kan man godt ane det blå mærke under det venstre øje.
Louise Kaufmann boksede fredag aften til Fight Night mod en tjekkisk modstander, og på trods af hjemmebanen og de godt 4000 tilskuere til at bakke op, så måtte hun se sig slået med ni point.
"Jeg ærgrer mig da, og er lidt irriteret på mig selv. Jeg var virkelig opsat og afbalanceret inden kampen", siger en tydelig skuffet Louise Kaufmann og fortsætter.
"Det gik faktisk godt, men hun var en hård modstander, og engang imellem, så har de udenlandske boksere lidt flere kampe i bagagen, end der står i deres journal". Kampen startede klokken halv elleve fredag aften, og efter 4x2 minutter stod det klart, at koldingbokseren ikke skulle have endnu et hak i sejersbæltet.
"Man skal bare gå derop og kæmpe, man skal ikke fortryde noget bagefter. Jeg er godt tilfreds med min egen indsats, det kunne ha gået begge veje", lyder det fra den skuffede bokser.

Træning og kost

Louise Kaufmann begyndte på boksetræning for fem år siden, og tre år senere valgte hun at gå i gang med kampboksning.
"Jeg har altid dyrket sport på et højt plan, blandt andet ridning som jeg dyrkede meget i mine teenage år. Det jeg godt kan lide ved boksning, det er blandt andet, at man bruger hele kroppen. Man skal både tænke over hvad man spiser, og man skal træne rigtig meget, men det er det hele værd, når man står oppe i ringen", smiler hun.
Louise Kaufmann boksede sin kamp nummer 14 fredag aften og de fleste gange hun går op i ringen, vinder hun. Men selvom det ikke blev til en sejr denne gang, så fortsætter hun med træningen.
"Når jeg står i ringen, så kører adrenalinen helt vildt og man bliver nærmest som en robot. Lige inden kampen er jeg rigtig nervøs og tænker, "hvorfor fanden gør jeg det her". Men når jeg først er deroppe, så hører jeg ikke andet end min træners stemme", fortæller den modige bokser.
Til fredagens Fight Night var der mere en 4000 tilskuere og for Louise Kaufmann var det en helt speciel fornemmelse at gå op i ringen.
"Det var en fantastisk opbakning. Normalt ligger jeg ikke så meget mærke til publikum, men her, der kunne jeg altså godt høre når de hujede" smiler hun. "Selvom jeg tabte, så var det en rigtig fed oplevelse".
Næste store opgave for koldingbokseren bliver DM i april. Inden da står den på en uges ferie og så masser af træning.

Louise Kaufmann med træner Dennis Holbæk