Katedralskolen i nye omgivelser
Nyt skolegårds- og haveprojekt på katedralskolen til næsten fem millioner kroner
Bare fordi man er gammel, behøver man jo ikke at lade stå til. Ribe Katedralskole har flere hundrede år på bagen, men holder trit med tiden blandt andet være de senere års store ombygninger og renoveringer. Nu er turen så kommet til den ydre fremtoning, og et er sikkert - der kommer til at ske ting og sager.
Budgettet lyder på næsten fem millioner kroner, men så får både gård og have også den helt store tur.
Lindetræerne flyttes
Skolegården bygges op over en rektangulær flade, der vil fungere som en midte, et mødested eller en festplads alt efter anledningen. Men formentlig allermest som en daglig passage - rektanglet placeres nemlig op mod skolens hovedindgang. Det bliver også her, at skolens berømte ti lindetræer får hjemme. Udover at præsentere hovedindgangen bedre, vil flytningen af træerne også forbedre synsforholdene ved den årlige translokationsfest i juni måned.
I skolens have vil nye træer kunne opleves side om side med gamle og nye cykelskure vil skyde op.
Projektet går i gang få dage efter årets translokation om godt tre måneder og forventes færdigt i løbet af efteråret.