Fortsæt til indhold

Fiskekonkurrence en hel uge

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Fra mandag den 25. marts afholder Skovens Fiskeklub på Als sin årlige forårskonkurrence.
"Vi har de sidste 3 år udvidet vores årlige forårskonkurrence til at vare 4 dage, og det har deltagerne syntes rigtig godt om. Derfor har vi i år besluttet at give deltagerne mulighed for at komme ud og fiske en hel uge," fortæller formand for Skovens Fiskeklub på Als Johs Petersen.
Konkurrencen starter den 25. marts og slutter først søndag den 31. marts kl. 16, hvor der vil være afslutning og præmieoverrækkelse i klublokalerne på Kløvermarksskolen i Sønderborg.
Her vil der også være mulighed for indvejning af fisk hver aften.
"Vi dyster om flotte præmier til en samlet værdi af cirka 35.000 kroner. Der er som sædvanligt præmier på havørreder, regnbueørreder samt torsk. Ligeledes er der præmie for dagens flotteste fisk samt lodtrækning om fine præmier på deltagerkortene," lyder det fra formanden.
De deltagende lystfiskere skal have gyldigt fisketegn samt et deltagerkort, der kan købes hos P&G Fishing Sønderborg, Intersport Rohleder Gråsten og Mac Nab.