Ny helhedsplan skal løfte fire boligområder
En koordineret flerårig indsats skal være med til at gøre fire boligområder i Køge mere attraktive for både nuværende og fremtidige beboere.
KØGE: Et generelt løft til boligområderne Søparken, Hastrupparken, Ellemarken og Karlemoseparken er målet, og en flerårig koordineret indsats er midlet, når startskuddet senere på foråret lyder for en fælles boligsocial helhedsplan for de fire boligområder.
Rami Panduro Zouzou er ansat som sekretariatsleder for projektet og har stået for udformningen af den ambitiøse helhedsplan, som blandt andet støttes af Landsbyggefonden, og han forklarer, at overordnet er sigtet at gøre de fire boligområder mere attraktive for både nuværende og fremtidige beboere.
- Jeg kunne helt konkret godt tænke mig, at de fire boligområder i højere grad skal blive en integreret del af Køge Kommune, og at man ikke automatisk tænker på dem som udsatte områder, siger Rami Panduro Zouzou.
- De kunne for eksempel være attraktive for studerende. Der er masser af lokale uddannelsesinstitutioner, og RUC er tæt på. Hvorfor skulle de studerende ikke bosætte sig i eksempelvis Karlemoseparken og dele en lejlighed, lige som mange gør i København, spørger projektlederen, der selv tidligere har boet i Søparken.
- I vores boligområder finder man nogle fællesskaber og muligheder, som man ikke får andre steder, og mit mål er, at hvis de skal fravælges, så skal det ikke være på grund af et dårligt ry men på grund af andre faktorer som afstand, siger han.
Fokus på børn og unge
Lige nu ligger der en færdig skitse til helhedsplanen, som er godkendt i styregruppen og nu blot skal godkendes politisk, inden den kan træde i kraft den 1. maj, og ifølge Rami Panduro Zouzou er vægten i høj grad lagt på en indsats for børn, unge og familier.
"Der er stigende udfordringer med grænsesøgende unge, der udviser en uhensigtsmæssig og tiltagende truende adfærd i deres fritid. Det er derfor nødvendigt at iværksætte opsøgende boligsociale tiltag rettet mod denne gruppe af børn og unge," lyder det blandt andet i helhedsplanen, som sigter mod at etablere relevante tilbud til de unge i det tidsrum efter skole og om aftenen, hvor problemerne opleves.
Hensigten er at skabe en stærkere forbindelse med de unge i boligområderne og det lokale foreningsliv.
- Foreningslivet betyder utrolig meget i helhedsplanen. Der er nogle gode værdier i foreningslivet omkring at være fælles om tingene - uanset om man er i socialklasse 1 eller 5. Derfor er det centralt, at de boligsociale medarbejdere skal støtte op om eksempelvis idrætsprojekter i lokalområdet. Vi har oplevet en enorm interesse inden for blandt andet fodbold og cricket for at komme og til boligområderne med nogle aktiviteter, som kan blive bindeled mellem de unge og foreningslivet, fortæller Rami Panduro Zouzou.
- Målet med det er, at de unge har noget at foretage sig og ikke hænger ud på gadehjørnerne. Det vil skabe mere tryghed i boligområderne og også give de unge en bedre trivsel. Og der er masser af gode tilbud i Køge Kommune. De skal bare hjælpes derhen, siger han.
Permanent løft
På lang sigt er det forhåbningen, at helhedsplanen kan give et permanent løft til både de unge og deres forældre - omkring eksempelvis fritidsliv, uddannelse og job.
Helhedsplanen arbejder i første omgang med en fire-årig horisont. Man har fået 14 millioner kroner fra Landsbyggefonden over fire år, og dertil kommer midler fra Køge Kommune og boligselskaberne, så pengene er der til at sætte handling bag de gode hensigter.
Aktiviteterne skal koordineres fra et centralt sekretariat, som også skal sikre, at man lære af erfaringerne undervejs og kan overføre succeserne fra ét boligområde til de øvrige. Efter den fire års periode er det hensigten, at nogle aktiviteter kan leve videre - for eksempel med hjælp fra frivillige.