Fortsæt til indhold

Haderslev er kendt for kvikke piger

Kvikke piger, gode jobmuligheder og fødevarer tegner Haderslevs profil netop nu

Arkiv
Arkiv

Haderslev har haft positiv nettotilflytning og pigerne i kommunen overgår snart de nationale mål på uddannelsesområdet. Det fortæller nye nøgletal bl.a.om den aktuelle status i Haderslev Kommune på områder som bosætning, befolkning, erhvervsforhold, uddannelse og energiforbrug.
Publikationen 'Kontur', der står for kommunale nøgletal for udvikling i Region Syddanmark, er netop udkommet i sin 2012-udgave med særlig fokus på Haderslev.
"Kontur-oplysningerne er et godt grundlag for vores løbende fokus på udvikling i Haderslev Kommune og i forhold til fx det Østjyske bybånd, som vi er en del af. Vi er en bosætningskommune og der er gang i mange initiativer på den front, og samtidig har vi netop kickstartet et fornyende samarbejde med erhvervslivet om den fremtidige udvikling," siger borgmester Jens Christian Gjesing.
Hovedoverskrifter i forhold til Bosætning er:
* Haderslev har haft en positiv nettotilflytning det seneste år, først og fremmest fra Tønder, Aabenraa og Vejen. Til gengæld har landets storbyer trukket en del indbyggere væk fra kommunen.
* Ind- og udpendlingen i forhold til Kolding er nogenlunde uændret
* Indkomsten pr. indbygger ligger på niveau med regionsgennemsnittet, mens huspriserne ligger et godt stykke under gennemsnittet i Syddanmark.
I forhold til By & Land:
* Befolkningen er i de fem seneste år vokset i landsbyerne (200-2.000 indb.) og i Haderslev By, mens den er faldet i mellembyerne (2.000-10.000 indb.).
* Mere end hver tredje indbygger bor i Haderslev by. Hver fjerde bor på landet.
Under emnet Erhvervsforhold:
* Inden for en time kan man nå godt 330.000 arbejdspladser (årsværk) fra Haderslev by, og det er uden at tyske arbejdspladser er medregnet. Tallet overgås kun af byer i Trekantområdet.
* Haderslev er specialiseret i Fødevarer, Møbler/beklædning og Bygge/bolig.
Uddannelse:
* Pigerne i Haderslev forventes at nå, eller overgå de nationale målsætninger om, at 95 % skal gennemføre ungdomsuddannelse og 60 % skal gennemføre videregående uddannelse. Andel drenge, der forventes at gennemføre ungdomsuddannelse er 89 % - lidt over landsgennemsnittet, mens forventet andel med videregående uddannelse ligger under gennemsnittet (43 %)
Klima:
* Kommunens samlede bidrag til drivhuseffekten er faldet i perioden 2001-2010. Virksomhedernes bidrag er faldet med 14 % og husholdningernes bidrag er faldet med 14 %.
'Kontur', der er udarbejdet af Region Syddanmark, kan hentes på www.regionsyddanmark.dk/kontur og herunder også de tilsvarende publikationer for de øvrige kommuner i regionen.