Benny husker sin debut i Arenaen
Cirkusdirektør Benny Berdino glæder sig til at præsentere Arenas forestilling nr. 58, der kommer til Fredericia den 12. april
Benny Berdino var otte år gammel, da hans far i 1955 grundlagde Cirkus Arena, som dengang var Danmarks mindste cirkus med et telt, en rejsegrammofon og en enkelt beboelsesvogn. Familien udførte selv alle numre. Benny debuterede som syvårig med et jonglørnummer, inkasserede en krone og fik velfortjent respekt fra sin far.
"Fra den dag, var jeg besat af cirkus, og min drøm var at blive cirkusdirektør for et stort cirkus. Min mor så en fremtid som håndværker for mig, men min far havde andre planer. Jeg har gået i skole i 3½ år. Min far ønskede simpelthen ikke, at jeg skulle have noget at falde tilbage på. Ingen uddannelse. Intet sikkerhedsnet. Han ønskede, at jeg skulle gøre Arena til en succes, og det er jeg ham dybt taknemlig for i dag," siger Benny Berdino.
Cirkus-imperium
Den lille dreng indfriede sin fars drøm: Arena blev en succes.
Benny Berdino råder over otte cirkustelte med over 18.000 tilskuerpladser og flere hundrede ansatte. Telte, dyr og artister turnerer overalt i Europa. Benny er desuden involveret i Cirkus Skratt i Sverige og tre store teltproduktioner i Frankrig.
Den dag i dag følger Benny Berdino sin fars råd om altid at omgive sig med gode medarbejdere. Åbenhed, diplomati og kærligheden til cirkus, familie og publikum er grundsten i Cirkus Arena. En uskrevet lov er, at man ikke taler om religion, politik eller penge. Benny Berdino står desuden for en ledelsesform, der bygger på demokrati kombineret med oplyst enevælde.
"Når demokratiet ikke slår til, træder det oplyste enevælde automatisk i kraft, for så siger jeg "stop – vi gør det sådan her." Vi skal alle have det godt, og det er da gået endnu. Jeg er cirkusdirektør til jeg dør, og jeg skal bæres ud. Jeg ved, at mine børn og børnebørn vil drive Cirkus Arena videre i samme ånd. Cirkus Arena er nemlig en arv, som vi er sammen om i stor kærlighed og med dyb respekt. Cirkus Arena en slægtsgård på hjul."
"Hvis ting skal lykkes, må man gøre det rigtige - uden sikkerhedsnet.
Benny Berdino Cirkusdirektør