Kæmpeprojekter skal skaffe lokale job og uddannelse
Boligselskaber og kommune indgår aftale om partnerskab
De kommende milliardinvesteringer i Korskærparken og Sønderparken skal ikke kun føre til bedre boliger og smukkere områder.
De skal også gavne uddannelses- og beskæftigelsesniveauet lokalt. Dét har kommunen og boligforeningerne givet hinanden håndslag på.
Fredericia Kommune, Boligkontoret og boli.nu har underskrevet en fælles hensigtserklæring om at skaffe flere i uddannelse og job gennem frivillige partnerskabsaftaler.
"En så markant investering i området åbner mulighed for en del beskæftigelsestilbud. Derfor glæder det mig rigtig meget, at vi indgår denne fælles aftale til glæde for beboerne i SønderKorskær. På den måde højner vi boligniveauet i området samtidigt med, at vi kan få flere i arbejde eller uddannelse", siger borgmester Kenny Bruun Olsen (V).
Boligorganisationerne er enige.
"Det er rart, at vi sammen kan gå ind og løfte hele boligområdet. Det gavner SønderKorskær, og det gavner hele kommunen," siger Jens Christian Lybecker fra Boli.nu.
Næste skridt bliver at indgå aftaler med de entreprenører, der skal udføre de store milliardprojekter i løbet af de næste tre år. Den første aftale er allerede på plads, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Boli.nu og hovedentreprenør Enemærke & Petersen indgik en partnerskabsaftale om den fysiske helhedsplan, som netop er igangsat i boli.nu afdeling 12 i Sønderparken. Afdelingen som består af 214 lejemål skal renoveres og ombygges for i alt 268 millioner kroner.
Boligkontoret mødes med deres entreprenører 10. April for at diskutere muligheden for også at indgå en aftale med dem. Selve renoveringsarbejdet i Korskærparkens afdeling 310 går dog først i gang efter sommerferien.