Samarbejde skaber sportstilbud til autister
Taps Skole har i samarbejde med Dansk Handicap Idrætsforbund og Bordtennisklub Kolding skabt et tilbud til skolens elever, der skal styrke deres sportslige engagement
Det er tirsdag eftermiddag og vejret er gråt.Hvor andre elever måske er på vej hjem til Ipad og Playstation, så er der gang i den på Taps Skole, der er en specialskole for autister.
Skoleelev Simon Hansen står midt i hallen sammen med cirka 10 andre elever og har et intensivt øje på den lille plastikbold, der fyger frem og tilbage på bordet.
Simon Hansen er en af de elever fra Taps Skole, der i forbindelse med et samarbejde med Dansk Handicap Idrætsforbund og Kolding Bordtennisklub har fået faget bordtennis som valgfag.
Grunden til initiativet er, at børn med forskellige handicap kan have sværere ved at blive indrullet i lokale sportsforeninger. Derfor er der nu blevet opbygget et samarbejde, der skal få flere børn og unge med handicap ud i foreningerne
"Elever med handicap er ikke så aktive i foreningslivet, som andre på deres alder. Dette kan eksempelvis skyldes forældrene, som ikke mener, at deres børn kan være med i foreningslivet. Vi har i mange år arbejdet på at skabe tilbud til børn med handicap. Men i stedet for at skabe tilbuddene har vi i stedet valgt at gå den anden vej og inddrage skolerne, der har den specialpædagogiske viden, som så skal bruges til at kobles med idrætten", fortæller Marianne Hornbæk Jensen fra Dansk Handicap Idrætsforbund.
Idrætsusikre
Bjarne Aasø er lærer på Taps Skole og ansvarlig for samarbejdet med bordtennis.
Han peger på, at bordtennis er en helt perfekt sport for børnene, der alle har autisme.
"Reglerne er meget tydelige i bordtennis. Og så er det en sport, der ikke har fysisk kontakt. Mange af de her børn er meget idrætsusikre. De har måske nogle trælse oplevelser i bagagen, hvor de kan være blevet valgt fra til holdsport og så videre. Derfor er det fint med denne meget individuelle sport, som foregår i rammer, som de kender", fortæller Bjarne Aasø, som håber, at børnene vil fortsætte med bordtennis efter skolen.
Netop derfor er der også i projektet en god kontakt til bordtennisklubben BTK73 fra Kolding med Kaj Olsen i spidsen, som efter forløbet gerne ser nogle af børnene i klubben.
"Jeg har inviteret børnene til at komme ned i klubben og se, om det kan være noget for dem. Det bliver spændende, om vi kan få nogle af dem til at forstætte", fortæller Kaj Olsen.
Tilbage ved bordtennisbordet, er Simon Hansen stadig i gang ved bordet. Han er ikke i tvivl om, at han er faldet pladask for sporten og gerne vil fortsætte med den i fremtiden.
?Hvis vi ikke havde haft bordtennis her på skolen, så havde det været svært for mig at starte i en klub. Jeg tror gerne jeg vil melde mig til klubben bagefter. Jeg er blevet vild med bordtennis?, fortæller Simon Hansen og fortsætter den intensive kamp.
Det er Dansk Handicaps Idrætsforbund, der med støtte fra Trygfonden står bag Skolesport Leg, Liv og Læring, som projeketet kaldes.
Projektet på Taps Skole støttes desuden lokalt med udviklingsmidler fra Kolding Kommunes Videnscenter for Inklusion og Specialpædagogik.