Fortsæt til indhold

Varde i front til Landsstævnet i Esbjerg

6800 Varde er det postnummer i landet, der har næst flest tilmeldte til DGIs Landsstævne i Esbjerg til juli. Det er kun overgået af 7100 Vejle, og Varde ligger samtidigt langt foran større byer som Århus C og Odense C

Arkiv
Arkiv

Varde lå i front indtil for en måned siden, hvor Vejle overhalede byen og nu fører med 50 tilmeldinger, men der er stadig en måned tilbage af tilmeldingen, så meget kan nå at ændre sig.
Den store interesse for at deltage i landsstævnet kan blandt andet ses som et resultat af, at Varde Kommune og DGI Sydvest har en samarbejdsaftale, der har til formål at få flest mulige borgere og ansatte ved kommunen med til stævnet, der afholdes i Esbjerg d. 4.-7. juli.
"Vi har oplevet, at Varde Kommune har været rigtig hurtige til at se, hvordan de også kunne bruge Landsstævnet til at motivere både deres ansatte og borgerne til at være aktive, selvom selve stævnet finder sted i nabokommunen, siger Birthe Christensen, direktør for DGI Sydvest."

Mange deltagere

Man skal dog stadig være heldig for at støde ind i naboen på fx boldbanen eller i festteltet, selvom man kommer fra Varde. I skrivende stund er der 326 tilmeldte fra Varde og i alt er der 20.500 deltagere, der kommer til Esbjerg for at være med til Danmarks største idrætsbegivenhed. Fra hele DGI Sydvest område er der ca. 2100 tilmeldte pr. 18/3.