Fortsæt til indhold

To kor går sammen om koncert i Boholte kirke

Dacapokoret Køge og Fjordkoret fra Frederikssund kan opleves søndag den 21. april

Arkiv
Arkiv

KONCERT: Dacapokoret fra Køge og Fjordkoret i Frederikssund har lagt kræfterne sammen om en forårskoncert ud over det sædvanlige, der skal spilles søndag den 21. april i Boholte kirke i Køge.
På programmet står først Niels W. Gades gennembrudsværk, koncertouverturen "Efterklange af Ossian" fra 1841, dirigeret af Køge Symfoniorkesters dirigent Svend Kragelund og derpå Edvard Griegs klaverkoncert fra 1868 med den unge pianist Balder Neergaard som solist og Syssen Kappel fra Frederikssund som dirigent.
Balder Neergaard er uddannet på Det kongelige danske musikkonservatorium og på Royal College of Music i London, og han optræder hyppigt sammen sin kone, der er violinist. Han er lærer ved MGK i Køge.
I det tredje værk på programmet medvirker både kor og orkester foruden to sangsolister, sopranen Pernille Wedsted Madsen og barytonen Torsten Nielsen, og en oplæser, Mia Christiernson. Værket, der skal opføres, er den svenske komponist Lars-Erik Larssons (1908-86) lyriske suite "Förklädd Gud", med tekst af Hjalmar Gullberg. Den er skrevet i 1940 under indtryk af den tyske besættelse af Norge og Danmark, og Larsson skrev den for at holde håbet oppe om, at sandhed og ret ville få overhånd til sidst.
Teksten er baseret på en myte om den græske gud Apollon. Han var fader til lægekunstens gud Asklepios, og da Asklepios blev så dygtig til sin kunst at han begyndte at genopvække de døde, kom Zeus efter ham med sin tordenkile for dette brud på verdensordenen. Herover blev Apollon så harm at han dræbte kykloperne, som havde smedet Zeus's våben.
Til straf herfor blev han dømt til i et år at tjene en thessalisk konge og færdes blandt almindelige dødelige på deres betingelser. Han tjente blandt andet som hyrdedreng, og orkestrets blæsere får meget travlt med at spille hyrdemusik. Opførelsen af dette værk ledes af Frederikssund symfoniorkesters dirigent Bo Davidsen.
Dette koncertsamarbejde er muliggjort ved tilskud fra både Frederikssund og Køge kommuner og sponsoreres desuden af Haldor Topsøe samt Acacia Blomster i Frederikssund og Frk. Aamann Flower Design i Køge.
Billetter købes i forsalg i Køge hos Turistkontoret i Vestergade 1, hos Køge Boglade i Brogade 15 og hos Køge Musik Center i Nørregade 24.
pm