Styrk ryggen med træning i naturen
NaturFitness tilbyder effektiv, funktionel træning med særlig fokus på rygsundheden
Hos NaturFitness i Haderslev kan man fra den 3. april opleve, hvor effektiv træning i naturen kan være. Der er 'start-op-arrangement' i Vesterskoven.
Hos NaturFitness, der har Cand. mag i idræt, Lissi Christensen, og fysioterapeut Torben Christensen, som tovholdere, er man, ligesom blandt mange forskere, ikke i tvivl om, at effektiv træning skal være træning af mange muskler i samarbejde. Det betyder, at man kan træne såvel muskelstyrke, stabilitet som kondition i de samme øvelser, ofte også med høj puls og kalorieforbrænding. NaturFitness har kropsstammen eller muskelkorsettet, som det også populært kaldes, og ergonomisk korrekte øvelser, som fokus i sine øvelser. NaturFitness er derfor velegnet som forebyggelse af rygproblemer. Desuden anvender NaturFitness også den videnskabeligt veldokumenterede intervaltræning. Naturens egne træningsredskaber som træstammer, grene, sten og bakker benyttes i stor stil, og naturens rammer er som skabt til denne træning, siger de to tovholdere.
Træningen niveaudeles så såvel nybegynderen som den mere veltrænede får passende udfordringer, og instruktøren med fysioterapifaglig baggrund sikrer høj kvalitet i træningen. Alle kan være med, men man skal som minimum kunne gå eller småløbe 2-3 km rundt til forskellige ”stationer” i skoven.
"Er du en af dem, der havde løbetræning på listen over nytårsfortsætter, men oplever at det kniber med motivationen til at iføre dig dine løbesko, så er NaturFitness i Haderslev den gode nyhed; for det særlige ved træning på hold i naturen er, at denne form for træning er særlig motiverende. Det er erfaringen, at deltagerne bliver nærmest afhængige af den energi og det velvære, som træning i naturen giver," siger folkene bag Naturfitness.
Træningen finder sted på onsdage kl. 17 – 18.15 i perioder før og efter sommerferien . Man vil kunne finde flere oplysninger på www.naturfitness.dk eller høre nærmere på 23984211.