Fortsæt til indhold

Produktionen kan nu styres hjemme fra sofaen

Det lokale firma ScanRobot har udviklet et system, så man fra sofaen kan udbedre driftstop

Arkiv
Arkiv

Nu er det ikke længere nødvendigt at sætte sig ud i bilen og køre hen på virksomheden for at tjekke, om produktionen kører, som den skal. Med et klik på computeren eller smartphonen er det nu at se, om robotten arbejder perfekt. Døgnet rundt.
Nyeste skud på den teknologiske stamme fra Motoman og ScanRobot i Esbjerg er en robot med indbygget touchskærm, der forbinder robotten med internettet, så man kan tilkoble både computer og smartphone. ScanRobot har netop leveret den første robot af denne art til Stonewalk i Brædstrup syd for Århus.
"Det er en win-win situation for både køberen og ScanRobot," siger direktør Simon Bak fra ScanRobot og fortsætter:
"I tilfælde af driftsstop kan vi lynhurtigt koble os på via internettet og udbedre fejlen, så kunden ikke behøver at vente hverken en halv eller hel dag på, at vi kan sende en mand til eksempelvis Brædstrup."
Driftsstop er kostbare for virksomheder, så Stonewalk hilser robotten velkommen.
"Det er herligt. Nu kan jeg sidde hjemme i sofaen og med et klik holde øje med, om produktionen kører som den skal," siger Claus Hove Sørensen, direktør i Stonewalk A/S.
Det nye internetbaserede kontrolsystem gør ikke robotten væsentlig dyrere. ScanRobot sparer timer på landevejen ved driftsstop, og garantisiden bliver derfor meget billigere.