Påskeæg skal trilles
Lørdag d. 23. marts kl. 14.00 i Lindegårdsparken mellem Skibby og Ferslev bliver der trillet påskeæg
Skibby Hvis du er på udkig efter en traditionsrig start på påsken så læs videre her. Palmelørdag har du mulighed for at komme ud og være aktiv, når lokalhistorisk forening for Skibby-egnen arrangerer påsketril. Man mødes ved indgangen til Lindegårdsparken, hvor Kirsten Ramkær som sædvanlig vil sætte alle i gang med dagens jagt på de skjulte ”harereder” med sukkeræg og andet godt. Alle ender på Tusindtrinsbakken, hvor der skal konkurreres ved at trille de flot bemalede, hårdkogte æg, som man selv skal medbringe, ned ad denne formidable kælkebakke. Der er præmie til den, hvis æg når længst ned mellem muldvarpeskud og græstuer. Æggene må ikke være omviklet med tape. Derefter vil Kirsten sætte gang i forskellige lege. Deltagelse og et bæger varm cacao koster 10 kr. Det er et arrangement for hele familien. Som regel deltager mange bedsteforældre og børnebørn. Alle er velkomne.