Fortsæt til indhold

Lone sætter gang i børnenes højre hjernehalvdel

Det handler om at tage fantasien med når der er fagprøve hos 'Fætter BR' i påsken

Arkiv
Peter Rasmussen

Lone Thygesen tager imod i døren til byens "Fætter BR butik". Hun er iklædt sin hjemmegjorte elefantorden, et gigantisk gækkebrev og et endnu større smil. Hun glæder sig nemlig til sin fagprøve, der skal være en rigtig god gang påskesjov med butikkens yngste kunder.
"Jeg håber at der vil komme en masse børn, og at de vil tage fantasien med. Der er alt for mange børn, der i dag ikke bliver udfordret nok på kreativiteten. Der er alt for mange færdige guidelines. Ungerne skal også have lov til at skabe selv," siger hun og det bærer fagprøven i høj grad præg af.
"Påske Sjov" kalder Lone Thygesen sin aktivitet, der spreder sig over de tre dage i påskeugen. Mandag arrangeres der påskeægs-klipperi i butikken, tirsdag er der kaninvæddeløb og onsdag jagtes der påskeæg. Man kan få en liste over tidspunkter i butikken, eller se dem på den kæmpestore plakat, som Lone Thygesen har pyntet udstillingsvinduet med.
"Desuden bliver der pyntet kraftigt op herinde i butikken," fortæller Lone Thygesen da butikkens udsendte kiggede forbi for et par dage siden.
"Det er rigtig spændende at lave det her, og jeg har fået en kanongod opbakning fra min chef og mine kolleger i butikken," siger Lone Thygesen.