Fortsæt til indhold

Slut med pommes frites i idrætshallerne?

Esbjerg Kommune ønsker sundere madtilbud i idrætshallerne, der nu har mulighed for at få råd og vejledning i at ændre madkultur. Et såkaldt rejsehold er ligefrem sat på opgaven

Arkiv
Arkiv

Salt fastfood og sød sodavand hænger bare ikke særlig godt sammen med sjov fodbold og seriøs sport.
Derfor ønsker Esbjerg Kommune nu at tage et opgør med den madpolitik, der føres i mange idrætshaller rundt om i bverne. Det er forvaltningerne Børn og Kultur og Sundhed og Omsorg, der - i samarbejde med Fødevarestyrelsens rejsehold "Alt om kost" - står bag tilbuddet om at få sundere madvaner i cafeterierne.
Det er dog frivilligt om den enkelte idrætshal ønsker at skifte pomfritter og slik ud med sundere alternativer, men nu bliver det i hvert fald lettere, for der findes konkret inspiration til dem, der ønsker at omlægge madkulturen. Forvaltningerne afholdt således i sidste uge orienteringsmøde om de nye muligheder med alle selvejende haller i Esbjerg Kommune.
"Vi ønsker at udbrede budskabet om betydningen af sund kost i idrætshallerne, for der er ikke sammenhæng mellem de gode og sunde motionsaktiviteter og så udbuddet af fastfood, såsom pølser, pomfritter og slik, samme sted. Idrætshallerne kan nu få konkret vejledning i at tilbyde sund mad til idrætsudøverne," siger Knud Jager Andersen, formand for Kultur og Fritidsudvalget.

Tredje halvleg skal være sund

De enkelte idrætshaller bestemmer som nævnt selv, om de vil ændre madkulturen, men alle har mulighed for at tage imod tilbuddene om råd og vejledning fra forvaltningerne og Fødevarestyrelsens rejsehold, der løbende vil stå til rådighed og give inspiration til sundere vaner på idrætsområdet.
"Vi ønsker at brede budskabet om sund kost langt ud, og så ønsker vi at stå til rådighed for idrætshallerne, så skiftet fra usundt til sundt bliver nemt. Undersøgelser på landsplan viser, at der blandt idrætsforeninger, forældre og idrætsudøvere er opbakning til sundere kost i idrætshallerne, og det bakker vi også op om," siger Henning Ravn, der er formand for Sundheds og Omsorgsudvalget.

/rwe