Mette vil hjælpe Tanzania
Louis Nielsen har længe været engageret i at støtte med brugte briller i Afrika
Louis Nielsen i Haderslev indsamler genbrugsbriller i uge 12 og 13 i dagene 18. til 30. marts. Alle, der indleverer briller i indsamlingsperioden, får en gratis synsprøve og chancen for at vinde et par helt nye briller. Samtidig hjælper giverne den 22-årige butikselev Mette Jasper med at bestå sin fagprøve, når hun snart skal til eksamen.
"Jeg har valgt at skrive om Louis Nielsens Tanzania-projekt og stå for indsamlingen, fordi jeg synes, at de brugte briller går til et rigtig godt formål. Samtidig kan donorerne følge deres briller og se et foto af modtageren, når de engang bliver udleveret i Tanzania," fortæller Mette Jasper.
Hun håber at kunne øge antallet af indleverede briller med 50 procent i forhold til 2012, hvor Louis Nielsen i Haderslev fik indleveret omkring 20 par briller om ugen i indsamlingsperioden.