Fortsæt til indhold

Nye beboere hos Caroline Amalie

Sønderborg Kommune etablerer et nyt botilbud til personer med psykiske lidelser i Caroline Amalie Gården

Arkiv
Arkiv

De kommende år sker der store forandringer på psykiatriområdet. Augustenborg Sygehus lukker i 2013, og behandlingspsykiatrien flytter til Aabenraa Sygehus. På landsplan registreres der flere borgere med psykiske problemstillinger, men samtidig bliver der færre psykiatriske sengepladser til rådighed. Det vil betyde, at kun de mest syge vil blive indlagt i fremtiden.
Denne situation stiller store krav til de kommunale tilbud, og derfor har Sønderborg Kommune besluttet at etablere et nyt botilbud, Caroline Amalie Gården.
Størsteparten af borgerne i de nuværende botilbud uden døgnbemanding bliver dog boende i deres nuværende bolig. Også værestederne i Gråsten, Sønderborg og Nordborg forbliver uændrede.
I Caroline Amalie Gården vil man tilbyde forskellige typer ophold. Korttidsophold er målrettet borgere, der har brug for få døgn i trygge og strukturerede rammer.
Vurderingsophold er ophold, hvor borgere kan få vurderet deres funktionsniveau og udviklingspotentiale, mens træningsophold skal forbedre evnen til at klare dagligdagen i eget hjem. Endelig rummer Caroline Amalie Gården boliger til borgere med svære psykiske lidelser.
"I vores høringssvar fik vi en del henvendelser fra bekymrede borgere, som var bange for, at nærværet forsvandt i store arealer og lange gange. Derfor har vi ændret i tegningerne, så vi sikrer trygge miljøer med små grupper," siger socialudvalgsformand Jørgen Jørgensen og glæder sig over, at et enigt udvalg står bag.



Fakta
Botilbuddet skal rumme i alt 62 boliger. 28 boliger er til længerevarende ophold, 16 er målrettet midlertidige ophold, heraf syv som vurderingsboliger. Derudover er der 15 udslusningsboliger og tre gæsteboliger.