Lokalt demokrati bliver truet

INGEN ER GLADE FOR STORKOMMUNERNE, hverken blandt de folkevalgte eller borgerne. Derfor er det stadig lidt af en gåde, hvorfor så mange kommuner pludselig skulle lægges sammen i 2005. Selvfølgelig var enkelte med under 10 eller 15.000 indbyggere så små, at de ikke kunne leve op til kravene i landets love. Men det kunne vel være klaret med frivillige sammenlægninger Selv om udviklingen nu ikke kan vendes eller rulles tilbage, er der i hvert fald brug for nogle kraftige justeringer, hvis folkestyret skal fungere på lokalt niveau. VENSTRE-VIKINGEN Evan Jensen var i mange år konge i Lejre og samtidig formand for Kommunernes Landsforening. Den gamle hædersmand og havde et godt slogan om ’Det nære samfund’. Dermed mente han, at når befolkningen og de lokale politikere kender hinanden, så giver det et tillidsforhold, som er langt mere værd end alle mulige regler og paragraffer for at kontrollere borgerne eller administrationen. JO FLERE LAG MELLEM BORGERNE OG DERES FOLKEVALGTE, der sættes ind af kontorfolk, behandlere eller akademikere, desto mere forsvinder kendskabet og tilliden til hinanden. I den gamle Roskilde kommune med over 50.000 indbyggere, var der allerede tendenser til ’små pavedømmer’ rundt om i de forskellige forvaltninger. Det blev så forsøgt løst i den nye storkommune med en fysisk samling på rådhuset og en centraliseret direktion. Men det har ikke mindsket afstanden mellem de folkevalgte og borgerne. Bare indenfor det sidste halve år har der været tre alvorlige eksempler på det. ET POLITISK TONEDØVT OPLÆG om ny fordeling af pengene mellem kommunernes skoler, lod politikerne i udvalget fise ud til forskræmte forældre, selv om det var stik imod Roskildes overordnede politik på området. Først efter flere politiske indgreb blev det forhindret, at skoler i yderområder eller i de kvarterer, hvor der er pga. mange tosprogede er ekstra brug for lærere, blev ramt uforholdsmæssigt hårdt. SÅ VAR DEN GAL I VIBY, hvor lederen i hallen pludselig blev afskediget, og idrætsforeningerne fik besked om, at de kunne få en nøgle til selv at låse sig ind. Den beslutning var de folkevalgte slet ikke involveret i, før de fik den lavet om. Senest skete de i Vindinge, hvor der er forslag om at skære ned på pladserne i den lokale børneinstitution, selv om tilflytterne hertil netop er blevet garanteret en lokal plads. Det forslag var heller ikke politisk behandlet. MAGTBALANCEN TIPPER ALTSÅ mellem administrationens handlinger, og de folkevalgte, der skal forsvare beslutninger, som de ikke en gang har været med til at vedtage. Vi skylder folkestyret at give vores valgte repræsentanter en reel mulighed for at bevare ledelsen af kommunerne. Når de 31 medlemmer i Roskilde Byråd har ansvaret for at styre en virksomhed med 6.000 ansatte og 6 mia. i omsætning, så må de også have redskaberne dertil. Selv om smålige misundelses-profeter sikkert er imod, er tabt arbejdsfortjeneste og ordentlig betaling i det hele taget vel ikke nogen dyr pris, hvis vi kan undgå at gå fra demokrati til 'teknotatur'. DEN FØRSTE STORE PRØVE i Roskilde bliver, om den fremtidige fordeling af opgaverne indenfor udvalg og administration skal indrettes med udgangspunkt i de folkevalgtes eller forvaltningschefernes ønsker. Den rigtige fremgangsmåde må være først at fordele opgaverne på de politiske udvalg – og så strukturere administrationen efter det. Den omvendte metode bidrager i hvert fald yderligere til, at: LOKALT DEMOKRATI BLIVER TRUET