Fortsæt til indhold

Sent åbent med gode tilbud op til påske

Onsdag den 27. marts byder butikkerne i Tørring på længe åbent og ekstra gode tilbud

Arkiv
Jørgen Flindt

Tørring har et stort handelsliv af byens størrelse at være, og store dele af den handel er centreret omkring det store torv samt et mindre torv nærved. Og det store torv er ofte centrum for mange slags aktiviteter. Sæsonen for aktiviteter i og omkring handelslivet i Tørring starter for alvor onsdag 27. marts, hvor der afholdes Light Night og Påskeåbent.
"Hovedparten af butikkerne i Tørring holder åbent til klokken 20, og der vil være sprængfyldt med gode tilbud," siger Bo Friborg fra Elplus og Expert.
Han er medlem af aktivitetsudvalget i Tørring Handelsstandsforening, og han forklarer videre, at onsdag bliver startskuddet til et år med mange aktiviteter. Vanen tro.
Næste aktivitet bliver 4. maj, hvor der er håndværksdag, hvor Torvet fyldes op med håndværksfirmaer. Senere i begyndelsen af juni er det den yderst populære dag, Biker og Bikini, hvor Torvet fyldes med motorcykler, og hvor der afholdes et bikini-modeshow. Senere er der udsalg, Gudenåfest med videre.
I første omgang er det dog onsdag, der sker noget. Dog ikke så meget på Torvet.
"Nej, det er stadig for koldt, så folk søger alligevel ind i butikkerne, og her bliver man mødt af varme og gode tilbud, så man kan roligt kigge forbi," siger han.