Fortsæt til indhold

Køge Erhvervsservice sætter gang i iværksættere på messe

Arkiv
Arkiv

KØGE: De besøgende på Iværksættermesse Køge får en enestående chance for at få sat skub i deres indre iværksætter. Køge Erhvervsservice står parate til at inspirere iværksættere, så de kommer godt i gang med deres virksomhed.
Iværksættermesse Køge samler et hav af dygtige rådgivere og indlægsholdere, klar til at give iværksættere gratis tips og råd om, hvordan man starter op som selvstændig. Dermed får iværksætterne en unik mulighed for at få vendt og drejet deres forretningsidé helt gratis. Blandt udstillerne er Køge Erhvervsservice, der til daglig giver gratis vejledning til iværksættere og etablerede virksomheder. Udover at Køge Erhvervsservice udstiller på messen, er de også medarrangører.
- Vi er hovedpartner på Iværksættermessen for at sætte spot på Køge som udviklingskommune. Vi er her også for at fortælle de lokale virksomheder om vores mange gratis tilbud og om, hvordan vi i fællesskab omsætter Køges store potentialer til nye arbejdspladser og økonomisk vækst, fortæller erhvervsservicechef Rasmus Holst-Sørensen.
På Køge Erhvervsservices stand får iværksættere og virksomhedsejere mulighed for at afprøve nogle af alle de gode tilbud, Køge Erhvervsservice har at byde på. De kan få talt deres idé igennem eller vendt potentielle udviklingsmuligheder. De kan netværke over en kop kaffe eller et slag bordfodbold. Der er også mulighed for at høre om kommende, spændende fyraftensmøder og kurser til gavn for iværksættere og virksomheder.
Udover udstillerne vil der også være en række foredrag, og hvem kan mere end nogen anden inspirere iværksættere end en iværksætter selv? Serieiværksætteren Martin Thorborg, tidligere ejer af Jubii og nu stifter af iværksætterportalen Amino, giver en hæsblæsende peptalk. Her fortæller han om hans rejse rundt i verden, hvor han interviewede 32 danske iværksættere.
- Med mit indspark på messen får kommende iværksættere indblik i, hvad det er, vi iværksættere har til fælles, og hvad der er vejen frem. Jeg har rejst verden rundt og talt med danske iværksættere, og mit indlæg handler om deres historie. Så jeg kan kun sige – kom og hør, hvad Charlotte Jorst, der lige har solgt Skagen Design for en milliard kr., har tilfældes med Kai, der driver hotel på sin egen ø i det Australske Nordterritorium omgivet af glubske krokodiller. Der er 6 veje til succes, og jeg giver konkrete eksempler på, hvordan du selv sparker din virksomhed i mål, siger Martin Thorborg.
Køge Erhvervsservice, Martin Thorborg og mange andre spændende udstillere og indlægsholdere står klar til at tage imod på messen lørdag den 6. april mellem kl. 9.00-16.00 i Ravnsborghallen i Køge.
Se mere på www.iværksættermesse.dk.
pm