Strid om lockout i byrådet
Er lockouten af lærerne fra 1. april ulovlig, et forsøg på at undlade en reel forhandling mellem parterne eller en del af den danske model. Meningerne blandt politikerne på tirsdagens byrådsmøde var mange.
SF's Jan Bjergskov mente, at byrådet skal opfordre KL til at indgå forlig med Danmarks Lærerforening, så man kan undgå lockout af folkeskole-lærerne fra 1. april.
- Alle forhandlingsmulighederne er langt fra udtømte.
Merete Dea Larsen fra Dansk Folkeparti var enig, fordi hun ikke mener, at det er i orden at starte en forhandling med et lockout-varsel.
Ulovlig lockout
Stougaard fra Enhedslisten mente, at byrådet skal tage skarp afstand fra KL og regeringens masterplan:
- Det er et brud på enhver anstændig forhandlingssituation, sagde Stougaard.
Han mente desuden, at Roskilde Kommune risikerer at bryde loven, hvis lockouten bliver sat i gang.
- Vi har ansvaret for, at undervisningen fuldføres, og at eleverne får det minimums-timetal, de har krav på.
- Derfor bryder vi loven, hvis lockouten sættes i gang, sagde Stougaard.
Socialdemokraterne, Venstre, Radikale og Konservative mente alle, at KL skulle blive ved med at varetage forhandlingerne.
ag@roskildeavis.dk