Fortsæt til indhold

Enhedslisten er bekymret

På vegne af Enhedslisten i Haderslev skriver Svend Brandt og Torben Jensen dette åbne brev til byrådet i Haderslev

Arkiv
Arkiv

Enhedslisten ser med stor bekymring på, at arbejdsløshedsproblemet de sidste år er vokset, ikke mindst i Haderslev. Der er en stor ungdomsarbejdsløshed og flere end forventet falder ud af dagpengesystemet og mister deres forsørgelsesgrundlag.
Haderslev kommune kan ikke ændre på love og regler som udstikkes af Folketinget, men der kan gøres en indsats lokalt. Det har I indflydelse på.
Derfor vil Enhedslisten opfordre byrådet til at gøre en alvorlig indsats for at dæmme op for problemet og man kunne passende starte med at iværksætte:
* Renovering og energibesparende foranstaltninger i kommunale bygninger
* Sikre at opgaver udført for kommunen, foregår på danske overenskomstvilkår – og dette skal også gælde for underleverandører
* Dele større kommunale entrepriser op i mindre enheder, så lokale håndværkere kan deltage i udbudsrunderne
* Sikre flere praktik- og lærepladser i kommunens regi – og hos leverandørerne
* Intensivere samarbejdet med områdets erhvervsliv omkring ansættelse af udfaldstruede dagpengemodtagere og unge
* Iværksætte hjælp til opstart af socialøkonomiske virksomheder.
Endelig bør man overveje om udlicitering er vejen frem! Som udgangspunkt vil kommunen kunne beskæftige flere personer med opgaven for de samme penge, samtidig med at man har styr på, hvem der udfører dem. Der bør i samarbejde med de faglige organisationer, udvikles nye jobs til den store gruppe der står udenfor for det almindelige arbejdsmarked. Jobs med nye skalopgaver eller samfundsgavnlige opgaver indenfor miljø og kultur der ikke udføres i dag.