Lange udsigter til en ny perron
Der mangler fortsat 3,6 mio. kroner i projektet med en ny perron i Sønderborg
Transportminister Henrik Dam Kristensen har netop henvist Sønderborg Kommune til at sende en ny ansøgning vedrørende ombygningen af perronen på Sønderborg Station og nu i en anden pulje, forlyder det fra Ellen Trane Nørby, MF for venstre.
"Det er mildest talt tåbeligt, at det trods massiv politisk opbakning skal tage årevis at finde de sidste penge til en ny perron ved Sønderborg Station, selv om VK-regeringen og trafikforligskredsen tilbage i 2010 godkendte projektet og bevilligede pengene," udtaler Ellen Trane Nørby efter den nyligt indgåede trafikaftale.
Ifølge hende valgte transportministeren under forhandlingerne ikke at imødekomme ønsket om en bevilling af de sidste 3,6 mio. kroner. Hun hæfter sig dog ved, at der er blevet oprettet en ny ansøgningspulje, hvor transportministeren har tilkendegivet at se positivt på en ansøgning fra Sønderborg kommune.
Den nye perron skal skabe en direkte overgang fra Sønderborg Station til Alsion. Det skal ske i forbindelse med at det yderste spor mod Alsion ændres.
I 2010 afsatte VK-regeringen 5 mio. kroner til projektet. Det viste sig imidlertid ikke at være nok, da BaneDanmark projekterede den nye perron. Kommunen indvilgede efterfølgende i at betale de resterende 0,9 mio. kroner, hvilket også viste sig at være for lidt. For at den nye perron kan blive en realitet, mangler der derfor fortsat 3,6 mio. kroner.