Fortsæt til indhold

Der er fut i Janderup

De får mange ideer i Janderup og på seneste møde i LAG Varde valgte man at belønne en af ideerne med 45.000 kr.

Arkiv
Arkiv

En helt ny gruppe – Aktivitetsgruppen, bestående af Erik Dyhr Thomsen og Ole Falkenberg, vil gøre Janderup Torv til et aktivt sted, hvor der handles og folk mødes.
Hver dag kører der rigtig mange turister og lokale forbi Torvet i Janderup.
På Torvet vil de skabe en torveaktivitet - ikke ved at opstille almindelige boder eller telte, men ved at skabe et helt specielt Markedstog, hvor vognene er indrettet som boder. Markedstoget (som ikke kan køre) skal placeres på den cementbane, der illuderer Varde Å. På den måde fjernes der ikke P-pladser, men man gør et dødt område aktivt.
Formålet med det nye Markedstog er at få folk til at stoppe op og kigge nærmere på Janderup. Markedstoget skal laves som breakdown, det vil sige, at det let kan stilles op og adskilles igen. Markedstoget skal kun være opstillet i de perioder, aktiviteten foregår. Projektet omfatter et lokomotiv (som børn kan kravle ind i) og tre togvogne, som på siden ind mod DagliBrugsen er åbne stande.

Bruges af alle

Markedstoget skal kunne bruges af alle i byen og de to initiativtagere forestiller sig ting som:
Plantemarked, salg af Vadehavsprodukter, Påskemarked, Julemarked, salg af kunsthåndværk i forbindelse med Folk & Kultur, 7-kanten boder - med "smagsprøver" på nye forestillinger, Jazz på Torvet, Varde Å Dags arrangement og meget andet.
De to togfører i Aktivitetsgruppen kan ikke klare den store opgave alene, så derfor bliver rigtig mange af byens borgere involveret i at save, tømre og male, når toget skal fremstilles.
Det nye, farverige Markedstog skal stå klar til arrangementet Jazz på Torvet i august.
De borgere, der vil lave et spændende arrangement på Torvet i Janderup fremover, kan bestille ?togafgang? hos Aktivitetsgruppen, som vil stå for opstilling ved kommende arrangementer.
"Markedstoget er en nyskabelse og vil med sit farverige udseende være med til at turister og lokale stopper op og forhåbentlig oplever, at Janderup er et spændende og aktivt sted," siger idemanden Erik Dyhr Thomsen. - "Dermed kan vi også sikre at Janderup bliver opfattet som et attraktivt bosætningssted."