Musikere med et vildt musikalsk liv til Borup
BORUP: De fire ungersvende fra det prisbelønnede kammerensemble "Den Danske Strygekvartet" har mere end forrygende travlt. I resten af året er de booket ind til mere end 50 koncerter over alt i Danmark, Tyskland, Holland, England, Sverige, Ungarn, Norge, Spanien og Nordirland. Også USA har bud efter drengene, og foreløbig er de booket ind til en stribe af koncerter i bl.a. Californien og Texas.
De beskriver sig selv som en "strygekvartet med fedt i håret og fart i buerne".
Måske lyder det mærkeligt, men strygekvartetten skal faktisk også spille i Borup Kulturhus lørdag den 13. april kl. 19.30.
Det er derfor med rette, at Kulturforeningen i Skovbo og Køge Kultur Fond som er arrangører af koncerten, påstår, at de har gjort et "kanon" scoop.
Men det er ikke gjort med det - kulturforeningens og kulturfondens scoop er nemlig større end som så – det er nemlig også lykkedes at få folkemusikgruppen "Dreamers Circus" til at spille ved koncerten, hvor de indgår i et forrygende samspil med strygekvartetten.
Publikum kommer til at "tabe næse og mund", når de hører, hvordan en nordisk folkemelodi smukt og nænsomt pakkes ind i et af Mozarts musikalske eventyr.
Billetter kan købes i Køge Boglade, Brogade 15, Køge og Borup Bog og Foto, Søvej 1, Borup. Man kan endvidere bestille billetter hos kulturforeningen på tlf. 5687 9339 eller på 3192 9391 samt på e-mail info@kulturis.dk.
Man kan også købe billetter via internettet – www.billetto.dk.
pm