Fuld passager trak håndbremsen
Beruset passager blandede sig i kørslen, så bil kørte galt
Man skal normalt ikke blande sig i kørslen, når man er passager i en bil. Og da slet ikke når man er beruset.
Det må være læren af et biluheld mandag aften i Vejle. Her trak en 19-årig mandlig forsædepassager i håndbremsen, så bilen snurrede rundt og røg ind i et helleanlæg og nogle skilte. Det oplyser Vejle Lokalpoliti.
Når forsædepassageren blander sig direkte i kørslen, bliver han betragtet som fører, og da han viste sig at være påvirket af spiritus, bliver han sigtet for spirituskørsel, forklarer vicepolitiinspektør Carsten Thostrup, Vejle Lokalpoliti.
Den sigtede 19-årige er en mand fra Vejle. Kammeraten, der kørte bilen, er 19 år og fra Børkop. Om han også skal sigtes i sagen, har politiet ikke taget stilling til endnu. Det afhænger af, i hvor høj grad man vurderer, han har været medvirkende til ulykken og årsag til ulykken.
Bilen kørte med 50 kilometer i timen, da ulykken skete mandag aften klokken 21.37 på Danmarksgade i Vejle i nordlig retning.