Street Ways kickstartes i fem boligområder
KØGE: Kultur- og aktivitetsprojektet Street Ways startes de kommende to uger op i fem af kommunens boligområder.
Karlemosen, Ellemarken, Hastrupparken, Søparken og Borup Nord kan således se frem til eftermiddagsarrangementer, hvor der vil være fuld gang i Street kulturen. Arrangementerne er gratis at deltage i, og har til formål at engagere boligområdernes unge mellem 12 og 18 år med pårørende og familier med opvisninger og inddragende undervisning indenfor disciplinerne Rap, Skate, Parkour og Streetdance for piger.
Efterfølgende vil der være ugentlig undervisning i to af disse discipliner i hvert boligområde.
Street Ways er organiseret som et samarbejde mellem Køge Kommunes Kulturafdeling, Køge Ungdomsskole, SSP og boligområderne, og projektet er finansieret af kommunens pulje for Tryghed og godt Ungeliv. Herudover spiller også Køge Boldklub en aktiv rolle i projektet, da der i forbindelse med projektets øvrige aktiviteter arrangeres ugentlig Street Soccer træning i boligområderne.
Street Ways har tidligere med stor succes kørt som projekt i Hastrupparken og Søparken og projektets bredes nu altså ud til yderligere tre boligområder, for at kunne tilbyde de spændende og vedkommende aktiviteter til endnu flere unge i kommunen.
Herudover er det projektets formål at bygge bro mellem unge i boligområderne og kommunens foreninger og kulturinstitutioner.
Street Party og sommeraktiviteter
Som kulmination på forårets Street Ways aktiviteter afholdes 18. maj en endags Street Party festival på Tapperiet. Her vil deltagerne i Street Ways undervisningsforløbene optræde med de ting de har arbejdet med, ligesom der vil være workshops, battles, Street Soccer turnering samt koncerter med de etablerede kunstnere inden for Street kulturen Abbaz, Kesi, BOC og TopGunn.
Endags festivalen planlægges og afvikles i samarbejde med den landsdækkende Street Party organisation.
I sommerferiemånederne afholder Street Ways aktiviteter af mere løst organiseret karakter, for igen at starte op i fuldt format til efterårssæsonen.
Street Ways kører som projekt frem til udgangen af forårssæsonen 2014, hvorefter det er forhåbningen, at flere at projektets aktiviteter har forankret sig i boligområderne og således fortsætter i Ungdomsskolens regi.
Det kræver ikke tilmelding at deltage, man møder bare op.
Yderligere information om opstartsarrangementerne og de ugentlige undervisningsgange kan findes på projektets nyoprettede facebookside Street Ways Køge.
pm