Hold øje med skoleintra
Sådan lyder rådet fra Skoleafdelingen i forbindelse med en mulig lockout
KL har varslet lockout af alle folkeskolelærere fra den 1. april 2013. Det betyder, at alle folkeskoler i Fredericia, undtagen Mølledamsskolen og Ryttergrøftvejens Skole, vil være omfattet af en konflikt på lærerområdet.
En eventuel konflikt vil alene omfatte de lærere, der er overenskomstansat og medlem af organisationer, som er tilsluttet Lærernes Centralorganisation (LC). Tjenestemænd er ikke omfattet.
I Fredericia Kommune er der omkring 50 tjenestemandsansatte, der ikke er omfattet af konflikten. Det vil derfor kun i meget begrænset omfang være muligt at undervise eleverne og føre tilsyn med dem, idet den langt overvejende del af lærerne er overenskomstansatte. Forældrene må derfor forvente, at de skal finde alternative pasningsmuligheder i stort omfang i konfliktperioden, da der kun vil blive gennemført undervisning i meget begrænset omfang.
"Det er vigtigt, at forældrene holder sig orienteret via ForældreIntra. Her vil skolen dagligt orientere om, hvilke timer der kan gennemføres, og om der kan føres et forsvarligt tilsyn med skolens elever den pågældende dag. Det kan variere fra dag til dag, så man skal hold øje med ForældreIntra hver dag," fortæller Erik Junker Jørgensen, administrativ konsulent i Fredericia Kommune.
Skolernes SFO vil holde åbent i deres sædvanlige åbningstid og som vanligt passe de børn, der møder op hos dem.
Fredericia Byråd har ansvaret for, at der på den enkelte skole etableres et fornødent tilsyn med eleverne i undervisningstiden, i frikvarterer og spisepauser m.m. Det er lederen på den enkelte skole, der beslutter, om der kan føres et fornødent tilsyn med børnene.
Hvis tilsynet ikke kan gennemføres forsvarligt, må skolelederen vurdere om - og i givet fald, hvor mange elever, der kan blive på skolen.
"Da, der bliver forhandlet løbende mellem parterne, er der selvfølgelig en mulighed for, at konflikten ikke bryder ud den 1. april 2013. Men da første skoledag er lige efter påske, skal alle forældre holde sig orienteret via dagspressen for at vide om lockoten bliver en realitet fra 1. april. Bryder konflikten ud, skal man orienter sig via Forældreintra, om der er undervisning på den skole, deres børn går på," forklarer Erik Junker Jørgensen.