Sne og slud var ingen hindring
Svæveflyvere er til lange, lyse og varme sommeraftner under en blå himmel. Men de tog dog fat på sæsonen i koldt forårsvejr
En frisk blæst ind fra nordøst, med enkelte snebyger, gjorde det til lidt af en udfordring for svæveflyvepiloterne på Flyvestation Skrydstrup at få åbnet flyvesæson 2013.
Årets sæsonåbningspilot blev Steffen Post, som blev iklædt den gamle Spitfiredragt, og satte sig tilrette i klubbens skolefly - en ASK 21. I instruktørsædet sad Ole Gellert Andersen, som benyttede dagens flyvning til at fejre start nummer 10.000 (!!).
Under normale forhold ville man have kørt spillet ud på græsbanen og trukket de 1000 meter lange wirer ned til startstedet, men snedriver på banen forhindrede dette og man måtte starte i flyslæb efter klubbens motorsvævefly med pilot Preben Hove ved styrepinden.
Starten gik rigtig godt og snart befandt piloterne sig i næsten én kilometers højde, hvor der blev meldt om 'termik på 2m/sec'.
Det lover godt for den kommende sæson hvor klubben skal forsvare sin placering i 'Termikligaens' 1. division.
I lighed med tidligere år vil klubben hen over foråret tilbyde interesserede prøveflyvninger i såvel svævefly som 'Ultralet' motorflyvning. Interesserede kan læse mere på klubbens hjemmeside fritids-pilot.dk.