Fortsæt til indhold

Videnparken er populær

Otte nye virksomheder er flyttet ind i parken i år. Snart går et mentornetværk i luften

Arkiv
Lars Saugbjerg

Videnparken i Snoghøj er kommet godt fra start i 2013. Der er allerede flyttet otte nye beboere ind. Det er en blanding af store og små, nye som etablerede virksomheder. Tre fjerdedele af lejemålene i parken er lejet ud til i alt 61 virksomheder. "Belægningsprocenten" er i år steget fra 66 til 75 procent.
"Det er vi naturligvis meget glade for," lyder det fra Pia Mørk, daglig leder i Videnparken.
Sidste år flyttede 15 nye virksomheder ind i Videnparken - og 13 flyttede ud. I år er der indtil nu kun fraflyttet én virksomhed.
Pia Mørk er ganske godt tilfreds med udviklingen.
"Det er en solstrålehistorie. En af årsagerne til, at Videnparken er populær, er selve konceptet, hvor den enkelte ejer har tid til at koncentrere sig om sin virksomhed, fordi personalet i Videnparken sørger for mange af de små tidskrævende dagligdagsting, såsom post, rengøring, forbindelse til internet og så videre," siger Pia Mørk.
"Men også den dejlige inspirerende og positive energi, der flyder i huset, er altafgørende for succesen. Stemningen i Videnparken bærer præg af, at alle virksomheder vil hinanden det bedste, også selv om nogle få virksomheders salgsområder krydser hinanden."

Nyt mentornetværk

En anden årsag til Videnparkens succes er, at der er et meget stort erhvervsnetværk tilknyttet parken, og hele dette netværk er med til at fortælle om Videnparken og de mange muligheder, den kan tilbyde.
"Det største netværk er naturligvis alle lejerne, der er med til at sprede budskabet. Men også erhvervsnetværket Erhverv7000 har møde i huset hver anden torsdag morgen. Herudover går et mentornetværk snart i luften. Vi holder et opstartsmøde den 5. april og forventer derefter at gå i luften. Netværket vil blive administreret fra Videnparken, men er gældende for alle virksomheder i kommunen," oplyser Pia Mørk.